Thyra Frank tager orlov – på vej væk fra Lotte

Thyra Frank vil have mere tid til sin mor og sit arbejde som folketingskandidat for Liberal Alliance i Nordjylland. Hun har derfor taget orlov fra jobbet som leder af plejehjemmet Lotte. Og hvis hun vælges til Folketinget forlader hun plejehjemmet. Som hun selv formulerer det (modsat) til Ritzau:

”Hvis ikke jeg bliver valgt (til Folketinget, red.), så vil jeg dagen efter være forstander for Lotte igen”.

Thyra Frank vil også gerne have tid til formandsposten i Ældrekommissionen og sine mange foredrag.

Souschefen på plejehjemmet, Annemarie Garvold, er nu konstitueret forstander.

Spørgsmålet er, om det forhold at en tidligere ansat på plejehjemmet har anmeldt Frank til arbejdstilsynet (for overtrædelse af loven om rygning) har haft indflydelse på hendes beslutning. Hun er citeret for på et møde i Faxe hallerne i tirsdags at kæde de to ting sammen, men er efterfølgende citeret for at udtale:

” Det er ikke derfor, jeg har taget orlov, men det er da dejligt, at man nu ikke klistrer mig op på noget med plejehjemmet Lotte, det passer mig glimrende. Men orloven er søgt før det her sker”.