Konstitueringen – kampen om benene

Selv om den Grønne koalition vandt valget lagde de op til, ligesom de konservative gjorde i 2017, at lave en bred konstituering i kommunalbestyrelsen.

Internt i den nye flertal blev partierne hurtigt enige om at Socialdemokratiet fik borgmesterposten, og en udvalgsformandspost; de radikale posten som 1. viceborgmester og 2 formandsposter; Enhedslisten fik som det største parti 3 formandsposter og SF 1. Da man samtidigt gav 3 formandsposter til blå blok, krævede fordelingen af antallet af udvalg blev øget med en, tænkt som et mere overordnet bystrategisk udvalg med Lone Loklindt som formand, for tydeligt at markere at socialdemokraterne og de radikale delte ledelsen af kommunen.

De mest problemfyldte i konstitueringen var hvilke poster blå blok skulle have for, at de ville gå med i en bred konstituering. Den grønne blok spillede ud med et tilbud som svarede til de konservatives tilbud til oppositionen efter valget i 2017, nemlig 3 formandsposter. De konservative mente imidlertid ikke at det var nok, måske præget at den grønne koalition tilbød den ene post til Venstres Jan E. Jørgensen. Resultatet blev at de konservative som kompensation fik flere af de politiske og økonomisk velbetalte ben uden for kommunalbestyrelsen. Det er værd at bemærke, at Simon Aggesen ikke ønskede nogle poster og meddelte, at han nok træder ud af kommunalbestyrelsen, evt. i forbindelse med et nyt job eller hvis han flytter fra kommunen og dermed automatisk udtræder.

De konservatives pres for flere poster understøttedes for øvrigt af en debat på de sociale medier, hvor nogle borgere mente, at når de konservative gik frem og klart var det største parti, skulle der fortsat vælges en konservativ borgmester.

Samtidigt var nogle valgforskere i medierne med en historie om, at det var fordelingsmetoden (den d’Hondtske) der kostede de borgerlige flertallet. Var det i stedet ”Sainte-Laguës fordelingsmetode”, der var blevet brugt (uden valgforbund) ville et mandat blevet flyttet fra Enhedslisten til Venstre og efter ”den største brøks metode” (også uden valgforbund) ville både Enhedslisten og de konservative skulle afgive et mandat, som ville være gået til henholdsvis Venstre og Liberal Alliance. I begge tilfælde ville det borgerlige flertal have været sikret. Men nu er det i Danmark den d’Hondske metode (med valgforbund) der bruges, og den grønne koalition fik nu engang flere stemmer end den blå blok, så der stod et flertal bag de partier, der ønskede en ny borgmester.

Det endelige resultat af konstitueringen var på et punkt ret overraskende, da den grønne koalition nedprioriterede flere centrale ”grønne” poster og gav dem til blå blok. Det centrale miljøudvalg (Miljø-, bynatur og mobilitetsudvalget”) overlod flertallet til Jan E. Jørgensen, som de næste 4 år vil side for bordenden, ikke bare i sager der omhandler miljø og bynatur, men også i sager om trafik og parkering. Det kan undre, at Socialdemokratiet prioriterede Ældre og omsorgs udvalget højere, at Enhedslisten prioritere boliger, de radikale skoleområdet og SF kultur og fritids udvalget højere end miljø, trafik og bynatur, når partierne i valgkampen havde ført valgkamp som den ”Grønne koalition”.

Formandsposten i Frederiksberg Forsyning gav flertallet til de konservative, som også fik kommunens post i ARC (Amager Forbrændingen) og i Biofos (hovedstadens spildevandsselskab). Alle 3 poster som får betydning for retningen og tempoet af kommunens klima-politik. Frederiksberg Forsyning er en vigtig spiller i klimatilpasningen; ARC i diskussionen om bæredygtig fjernvarmeproduktion og affaldsafbrænding, og Biofos i spørgsmålet om Lynetteholmen, fordi det indebærer at spildevandsanlægget Lynetten skal flyttes.

Det er for øvrigt ikke muligt at se, hvem der har fået hvilke poster uden for kommunalbestyrelsen da kommunen ikke offentliggør dette.

Udvalgsfordelingen kan ses her: Politiske udvalg (frederiksberg.dk)