Partiernes valg

De konservative havde egentligt et godt valg med en fremgang på 8,6 % (3,2 procentpoint). Problemet var bare, at fremgangen skete på bekostning af de andre borgerlige partier i det blå valgforbund, så de borgerlige partier samlet set tabte magten. Med 40,3 % af stemmerne er de konservative stadig det langt største parti i kommunalbestyrelsen.

Det næststørste parti, Enhedslisten, fik et ”kanon-valg” med en fremgang fra 3 til 6 pladser i kommunalbestyrelsen (det ene er dog det alleryderste mandat). Partiet gik 45,5 % frem (5,5 procentpoint). En væsentlig del af fremgangen (måske det hele) kan forklares ved Pelle Dragsteds personlige valg – han fik alene hvad der svarede til 6,9 % af de afgivne stemmer). Enhedslistens fremgang på 3.552 stemmer svarer ret godt til antallet af tabte stemmer hos Alternativet og SF, så det er nok her fra stemmerne kommer.

Socialdemokratiet fik en fremgang ved valget på 1 procentpoint (svarende til en fremgang på 6,3 %). Fremgangen synes først og fremmest at komme fra at flere af de vælgere der stemmer på Socialdemokratiet til lands- og regionsrådsvalg også stemte på Socialdemokratiet til kommunalvalget. Partiet fik valgt 5 men var tæt på det 6. mandat, som ville have været udløst, hvis kommunalbestyrelsen var blevet udvidet til 31.

De 3 yderligere partier som fik valgt medlemmer til kommunalbestyrelsen, gik alle tilbage ved valget. De radikale med 4,1% (0,4 procentpoint), men fastholdt deres 3 pladser. De radikale er ellers gået frem (i meningsmålingerne) siden sidste kommunalvalg (Landstendens peger stadig på magtskifte – Frederiksbergnyt), så valgresultatet tyder måske på, at det er lykkedes de konservative at få nogle konservative vælgere til at stemme på blå blok ved kommunalvalget. De radikale fik også væsentligt flere stemmer til regionsrådsvalget på Frederiksberg end til kommunalvalget.

Venstre gik også 0,4 procentpoint tilbage ved valget (svarende til en tilbagegang på 6,3 %). Venstre afgav sandsynligvis (ligesom ved sidste valg) stemmer til de konservative. Venstre opretholdt 1 plads, men ville have fået 2 hvis kommunalbestyrelsen var blevet udvidet til 31.

SF gik for 3. valg i træk tilbage og er på de 3 valg gået tilbage fra 18,4 % af stemmerne i 2009 (hvor Anne-Mette Wehmüller var partiets spidskandidat) til 4,7 % i 2021. Landstendensen pegede ellers i retning af fremgang til SF, men partiet har måttet afgive stemmer til Enhedslisten og Pelle Dragsted.

2 partier mistede deres pladser i kommunalbestyrelsen. Liberal Alliance tabte 1392 stemmer, sandsynligvis til de konservative (hvor partiets tidligere spidskandidat Laura Lindahl fik 1290 personlige stemmer). Alternativet tabte ligeledes mange stemmer (2.785), hvor af en stor del nok til gået til Enhedslisten.