Radikal vil sende buste af Kejserinde Dagmar tilbage til Rusland

Det radikale medlem af kommunalbestyrelsen Ruben Kidde foreslår, at Frederiksberg sender busten af Kejserinde Dagmar (som egentlig bør hedde Zarina Marija Fjodorovna) tilbage til Rusland. Statuen var oprindeligt en diplomatisk gave fra Rusland, placeret på Kejserinde Dagmars Plads i 2013. Busten blev finansieret af danske og russiske virksomheder. Ruben Kidde mener ikke, at Frederiksberg, når kommunen tager afstand fra Putins krig i Ukraine, ”med god samvittighed (kan) lægge byrum til busten, som er et prestigeprojekt fra det russiske diplomatis side”, som der står i forslaget.

Sagen skal nu behandles i kommunalbestyrelsen bl.a. for at se om det er muligt, med de gældende sanktioner, at sende busten tilbage.