Jan E. Jørgensen vælges nok igen.

Venstres kandidater i Københavns Storkreds kan se frem til en spændende valgaften, hvor 4 kandidater bejler til partiets mandater i storkredsen. Ved det seneste valg fik Venstre valgt 3 (kredsmandater) i Københavns Storkreds og står nu (efter en tilbagegang i meningsmålingerne) til at få enten 2 kredsmandater eller 1 kredsmandat og et tillægsmandat i storkredsen.

Partiets stemmesluger ved sidste valg (Tommy Ahlers) er trådt ud af folketinget, men partiets 2 andre valgte Jan E. Jørgensen og Martin Geertsen genopstiller. Også Ahlers suppleant Anne Rasmussen genopstiller.

Blandt Venstres kandidater i storkredsen er der nok 3 måske 4 der konkurrerer om de (sandsynligvis) 2 mandater.

Jan E. Jørgensen må nok anses for at være favorit til et af mandaterne. Som folketingsmedlem siden 2011 er han en af de kendte venstre-politikere i Folketinget. Han er også lokalpolitikere på Frederiksberg, men her har Venstre haft svært ved at bryde de konservatives dominans. Til folketingsvalget i 2019 fik han 4.597 stemmer og var en klart nummer 2 efter Ahlers (der fik 26.420 stemmer). Jan E. Jørgensen har ved det kommende valg måske det problem, at han ikke længere har en kendt politiker, der opsamler hovedparten af Venstre-stemmer i Københavns kommune, som Tommy Ahlers sidst og før da Søren Pind. Det kan give flere stemmer til rivalerne Martin Geertsen og Linea Søgaard-Lidell. For øvrigt har Venstre også opstillet Alexandra Sasha, som er partiets 1. suppleant til Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Hun fik ved det seneste kommunalvalg 474 personlige stemmer og vil sikkert koste Jan E. Jørgensen nogle Frederiksberg stemmer.

Martin Geertsen, fik ved sidste valg 2.404 stemmer. Geertsen er tidligere borgmester i København og må forventes at kunne opsamle en del af de københavnske Venstre-stemmer, der sidst gik til Ahlers. Geertsen har som nuværende folketingsmedlem og medlem af regionsrådet fordel af at optræde en del i pressen, men langt fra så tit som Jan E. Jørgensen.

Linea Søgaard-Lidell, der i dag er valgt til EU-parlamentet for Venstre er en ”dark-horse” blandt Venstres kandidater i Københavns Storkreds. Ved det seneste EU-parlaments valg fik hun i Københavns Storkreds 2.709 personlige stemmer, selv om hun var oppe imod spidskandidaten Morten Løkkegaard og Søren Gade. Hun kan derfor ikke afskrives chancen for valg.

Anne Rasmussen, som erstattede Ahlers i Folketinget, har fordelen af at være nuværende folketingsmedlem, men hun fik kun lidt under 600 stemmer sidst som eneste kvindelige kandidat på Venstres liste i Københavns Storkreds, og vil nok få svært ved at få en af de 2 første mandater.

Et godt bud er nok at Venstre får valgt 2 i Københavns Storkreds og at Jan E. Jørgensen er den ene af de valgte.