Kan byggeriet på posthusgrunden på Finsensvej stoppes?

I Enhedslisten er man meget optaget af at få stoppet byggeriet på Posthusgrunden, Finsensvej og partiet har derfor spurgt forvaltningen, om kommunalbestyrelse på nogen måde kan omgøre eller påvirke beslutningen om byggeriet.

Ifølge kommunens forvaltning kan en kommunalbestyrelsen gennemtvinge ønsker om arealanvendelse ved at nedlægge et §14-forbud efter planloven og herefter få udarbejdet en ny lokalplan. Et § 14-forbud kan dog IKKE nedlægges mod igangsætning af et byggeri, som har gyldig byggetilladelse. En byggetilladelse er en begunstigende forvaltningsakt og kan ikke uden videre tilbagekaldes.

Projektet Start-up City ved Finsensvej er omfattet af Lokalplan 217, som er en lokalplan, der netop blev udarbejdet til dette projekt, og som blev vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 12. november 2018.

Status på byggeriet er, at Start-up City har fået byggetilladelse den 19. august 2020 og er meddelt påbegyndt af ansøger. Der er imidlertid ikke handlepligt, når det drejer sig om at opføre et byggeri, der er lokalplanlagt. Når byggearbejdet er meddelt påbegyndt, kan kommunen ikke stille krav til, at byggeriet skal udføres i en kontinuerlig proces.

Lokalplanen for Start-up City blev vedtaget af et flertal bestående af de konservative, Venstre, Liberal Alliance, Socialdemokratiet, de radikale og SF. Imod stemte kun Enhedslisten og Alternativet. Socialdemokratiet og de radikale stemte dog først for efter et ændringsforslag om at byggeriet var for højt (stillet sammen med Enhedslisten og Alternativet) var stemt ned.

Kommunalbestyrelsen_2018-21 – Kommunalbestyrelsens mødesal