Staten beslaglægger 55.680.000 kr. af Frederiksbergs parkeringsindtægter

I 2025 modregner staten 55,68 mio. kr. i Frederiksberg Kommunens bloktilskud. Konkret modregnes det i den såkaldte midtvejsregulering, hvor Frederiksberg kommunen skal betale beløbet over 3 rater i 4. kvartal af 2025. I 2024 modregnede staten 34,7 mio. kr. for indtægter i 2023.

Beløbet svarer til det beløb Frederiksberg Kommune har “tjent” på parkeringsindtægter i 2024, der går ud over de 364 kr. per indbygger som kommunen efter reglerne selv må beholde og bruge på drift eller anlæg.

Kommunen har i mange år argumenteret for, at Frederiksberg kunne beholde pengene for at investere dem, f.eks. i parkeringsanlæg, eller på p-pladser ude i regionen for at begrænse pendlertrafikken ind til Frederiksberg. Et konkret forslag gik på, at anlægge p-pladser ved den nye station ved Køge Nord. Det ville Køge kommune gerne, men Køge havde ikke råd. Lokalt ville de 55 mio. kr. nogenlunde svare til anlæggelsen af ca. 100 p-pladser i en parkeringskælder.

I 2024 løb de parkeringsindtægter kommunen selv kunne beholde op i lidt over 38 mio. kr. Hovedparten af de tilsammen ca. 93 mio. kr. betales af udenbys-billister der parkerer på Frederiksberg.

Til sammenligning modregnes Københavns kommune 311,5 mio. kr. i bloktilskuddet pga. parkeringsindtægter. København og Frederiksberg er for øvrigt de eneste kommuner der rammes af reglerne om parkeringsindtægter.