Det konservative folkeparti har stillet forslag om, at Frederiksberg Kommune skal benytte nogle af sine skatteindtægter og øvrige formue til , at købe aktier i dansk og europæisk våbenproduktion.
Forslaget er konkret stillet af rådmand Nikolaj Bøgh, 2. viceborgmester Michael Brautsch og kommunalbestyrelsesmedlem Anders Storgaard.
De motiverer deres beslutningsforslag med ”Det er p.t. en del af Frederiksberg Kommunes finansielle strategi og risikopolitik (FSR), at kommunens kapitalforvaltere ikke må investere i selskaber, hvor mere end 5 pct. af den årlige omsætning stammer fra våben.
Der er bred politisk enighed om, at det vil være en markant strategisk fordel for vores verdensdel, hvis så stor en del som muligt af de omfattende investeringer, som dette kræver, kan foretages i den europæiske forsvarsindustri. Dette vil fremme mulighederne for europæisk selvforsyning samt øge opbygning af vigtig viden i Europa (og meget gerne i Danmark).
Hvis den europæiske (og den danske) forsvarsindustri skal kunne følge med den store efterspørgsel efter nyt materiel, ammunition m.m., som må forventes i de kommende år, så kræver det omfattende investeringer i ny produktionskapacitet og produktudvikling. I det omfang, det investeringsmæssigt giver mening, så bør Frederiksberg Kommunes investeringer naturligvis bidrage til det. De nuværende begrænsninger bør derfor fjernes med undtagelse af dem, der vedrører kontroversielle våben (klyngebomber m.m.).
Hertil kommer, at mange virksomheder indenfor den europæiske forsvarsindustri gennem de seneste år har øget deres værdi meget betragteligt. Alt tyder derfor på, at Frederiksberg Kommunes eksisterende FSR er en hæmsko for at sikre et større afkast til gavn for frederiksbergborgerne af kommunens investeringer.”
Forslaget om at Frederiksberg skal bidrage til den internationale oprustning får dog ikke støtte fra kommunens forvaltning, som har spurgt kommunens kapitalforvaltere om det vil være muligt at investere som foreslået af de konservative.
Grunden til at forvaltningen har spurgt kapitalforvalterne (Danske Bank og Jyske Capital) er, at det ikke er tilladt for kommuner selv at investere i aktier – det skal ske via kapitalforvaltere for at hindre, at kommuner spekulerer med høj risiko med skatteindtægter.
Bankerne har ikke i øjeblikket investeringsforeninger, der investerer i dansk eller europæisk våbenindustri. Bankerne kan heller ikke skelne mellem forsvars- og angrebsvåben, hvilket forslagsstillernes ordbrug kunne lede op til. Den opdeling er nu, efter regeringens nye linje om at erhverve angrebsvåben mod Rusland, ikke mulig.
Ifølge Danske Bank kunne kommunen vælger at investere i fonde i Danske Invest, hvor der i øjeblikket er investeret 0,8% i forsvarsindustrien. Disse fonde overholder imidlertid ikke Frederiksberg Kommunes vedtagne finansielle strategi og risikopolitik om, at der ikke må investeres i selskaber, hvor mere end 5 pct. af den årlige omsætning stammer fra fossile brændstoffer.
Investeringsforeningerne skelner heller ikke mellem europæisk og amerikansk våbenindustri som forslagsstillerne ønsker. Og endelig er der i øjeblikket faktisk ingen danske våbenproducenter, der er på Børsen, så der er ingen aktier til salg, og selv om 1 eller 2 producenter bliver børsnoteret, vil det være for lille et udbud til en investeringsforening.
Kilde Sag 248 Magistraten 2022-25 – Udvalgsværelse 1

