Kandidaterne – Grøn Koalition

Mange bruger sikket de mange kandidattest til at finde den kandidat de er mest enige med, for at stemme på vedkommende. Men spørgsmålet er hvor troværdige kandidattesterne er, for det siges at flere partier ”styrer” kandidaternes besvarelser, for at ”helgardere” sig så der altid vil være en kandidat der svarer som dig – som vælgeren.

Vi vil derfor her supplere med informationer om de opstillede kandidater. Informationer som ikke tydeligt fremgår andetsteds. Dog inden for nogle grænser, så vi f.eks. Ikke skriver om kandidaternes ”etnicitet”, religion, seksuelle eller andre forhold som hører under privatsfæren. Nogle kandidater lægger ikke skjul på disse ting, men det må være op til dem selv f.eks. at skrive om deres seksualitet kønsidentitet mm.

Vi starter med partierne i den ”Grønne Koalition”:

Hos Socialdemokratiet er det mest bemærkelsesværdige være, hvor mange personlige stemmer Michael Vindfeldt, får efter 4 år som borgmester. Sidst fik han 3.126 stemmer hvilket udgjorde over 35 % af alle stemmer på Liste A. Den daværende konservative borgmester Simon Aggesen fik kun 22 % af stemmerne på Liste C, hvilket dog svarede til 5.426 stemmer. Det tal er nok det første succeskriterie for Socialdemokratiet. Det bliver dog ikke helt let for der er flere der stemmer på C end på A. Socialdemokratiet har ikke stillet nogle meget kendte personer til valget. På listen er dog skuespilleren Bjarne Henriksen og formanden for kommunens udsatteråd Ebbe Wendt Lorenzen, der er kendt for sit sociale arbejde. Sjovt nok stillede de konservative ved sidste valg den daværende formand for udsatterådet (Michael Brautsch) op. Socialdemokratiet står til at gå frem, så der vil nok være genvalg til de nuværende medlemmer.

Hos de radikale er det bemærkelsesværdigt at partiets tidligere medlem Karsten Lauritsen igen stiller op. Han har erfaring som tidligere udvalgsformand og fik, da han sidst stillede op i 2013 805 personlige stemmer. Får partiet valgt 3 er Karsten Lauritsen et godt bud på den der følger Lone Loklindt og Freja Fokdal ind i kommunalbestyrelsen (KB). Fokdal fik ved det sidste valg 882 stemmer, så det kan blive et tæt løb om 2. pladsen efter Loklindt.

Hos SF er det spændende, hvem der følger Lotte Kofoed ind i KB. Kofoed må anses for sikker, men med en sideordnet liste er det svært at forudset, hvem der ellers vil blive valgt. Nummer 2 på Listen Michella Lescher er nok et godt bud. Hun har fordelen af at have været ansat i kommunen på ældreområdet. Længere nede på listen finder man også hos SF tidligere KB-medlemmer, nemlig Carsten Nørballe, der også er næstformand i Seniorrådet, og Rene Hülz.

Hos Enhedslisten er det mest bemærkelsesværdige hvem der ikke stor på listen, for ingen af partiets 3 mest erfarne kommunalpolitikere, Mette Bang Larsen, Anja Lundtoft og Thyge Enevoldsen, der alle trak sig fra opstillingen efter en intern konflikt står på listen. Selv om partiet denne gang har kørt en meget individualistisk valgkamp, opstiller kandidaterne på en partiliste, hvilket sikrer at partiets nye spidskandidater bliver valg. Det er måske også bemærkelsesværdigt, at Pelle Dragsted (ligesom Lars Løkke hos Moderaterne) direkte opfordrer vælgerne til at stemme på nummer et på listen: Rasmus Holme Nielsen.

Det sidste parti i den grønne koalition Alternativet, ser ud til at have en chance for at få en valgt. Som det kan ses på billedet ovenfor, har Alternative opsat en ”kollektiv plakat” med de 3 spidskandidater (hvad også Enhedslisten har gjort tidligere) og med en sideordnet opstilling kan det være svært at forudse, hvem af de tre der bliver valgt. Mette Bram står først på listen og har tidligere siddet i kommunalbestyrelsen og har således en erfaring de andre mangler. Nr. 2 på listen Kim Hjerrild har dog erfaring fra Københavns Borgerrepræsentation.

De personlige stemmer bliver først optalt i løbet af onsdag d. 19. november.