Stjernen er stadig et “Forebyggelsesområde”

Der er ingen ghettoer på Frederiksberg – ikke nogen bebyggelser, der opfylder folketingets definition af ombyggelsesområder, “parallelsamfund” eller “udsatte boligområder”. Men Frederiksberg har med bebyggelsen “Stjernen” et “forebyggelsesområde”, og den er stadig på listen der blev offentliggjort 1. december.

Ved et forebyggelsesområde forstås et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 30 pct., og hvor mindst to af følgende kriterier er opfyldt:

  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse, overstiger 30 pct. opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 2 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år, hvilket i 2025 er ≥ 1,44%
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grundskoleuddannelse, overstiger 60 pct.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende udgør mindre end 65 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Stjernen opfylder 2 af de 4 kriterier, hvilket er et kriterie mindre end sidste år. Stjernen har 1.254 beboere hvor af 51,9 % er indvandrere eller efterkommere efter indvandrere.

De to kriterier der pr. 1. december 2025 var opfyldt på Stjerne var,

  • at andelen af dømte var 1,59 % (svarende til 20 personer), hvor der max måtte være 1,44 % (18 personer)!
  • at den gennemsnitlige bruttoindkomst for den angivne gruppe kun udgør 62 % af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen, hvor kravet er, at det skal være over 65 %

Det kriterie som Stjernen ikke længere rammes af er “andelen uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse”. Her må andelen ikke være over 30 % og på Stjernen var den i 2023 32,5, i 2024 30,0 og per 1. december 2025 29,2 %.

Udviklingen på Stjernen går i retning af stadig færre dømte, mens den gennemsnitlige bruttoindkomst ikke forbedres.

Vi har tidligere omtalt Stjernen som et forebyggelsesområde og beskrevet hvilken betydning det har for området. F. eks. betyder det, at kommunen ikke kan anvise boliger i Stjernen til tidligere dømte.

Ændring af ghettolov – ”Stjernen” udpeget som ”forebyggelsesområde” – Frederiksbergnyt

Stjernen er stadig et ”forebyggelsesområde” – Frederiksbergnyt