6 ud af Frederiksbergs 10 folkeskoler deltager i året skolevalg

Der afholdes hvert andet år ”Skolevalg”, som arrangeres af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet ved Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Det går ud på at øge elevernes demokratiske engagement, styrke deres politiske selvtillid og forberede dem på at deltage i det repræsentative demokrati.

Det omfatter et gratis undervisningsforløb på tre moduler a to lektioner, der løber over 3 uger. Alle skoler med elever på 8., 9. og 10. klassetrin er inviteret til at deltage. Eleverne arbejder med politiske mærkesager, laver nyhedsindslag og lærer om det formelle demokrati, og de kan deltage i debatter med ungdomspartierne, og afslutningsvis skal de stemme på det parti, de er mest enige med på valgdagen, den 29. januar. Valgaftenen sendes på Folketingets tv-kanal, hvor valgresultatet offentliggøres.

I år har 6 af Frederiksbergs kommunale folkeskoler tilmeldt sig. Dem der står uden for er ifølge ministeriet Skolen på Grundtvigsvej, Skolen på La Cours Vej, Ny Hollænderskolen og Skolen på Nyelandsvej. Desuden deltager privatskolen Johannesskolen og Dagskolen VIKASKU.