Posthusgrunden på Finsensvej har længe ligget brak, mens ejerne af grunden har forsøgt at rejse penge til at gennemføre det ambitiøse projekt: en 13 etager højt kombineret parkerings, kontor- og boligblok med projekt-titlen ”Start-Up City”.
Nedrivningen af de oprindelige posthusbygninger blev gennemført i 2021, og siden har der ikke været synlig aktivitet på grunden.
Nu sker der måske noget – i forrige uge var der pludselig, som det kan ses på billedet, en gravko på grunden. Men ugen efter var den væk igen.
Status for projektet er, at lokalplanen for stedet er vedtaget for længe siden, mens de konservative havde magten på Frederiksberg. Der er udstedt en byggetilladelse og ejerne har meddelt kommunen at byggeriet er startet. Men der er ingen regler for, hvor lang tid et byggeri må tage, så man kan bare vente. Hver gang kommunen har spurgt til projektet oplyste bygherren, at byggeriet vil starte om ”et par måneder” (alternativt var svaret ”snart”).
Men det kan være, at der nu er nye toner.
KOM-Kbh (Kaj Ove Madsen A/S) har over for kommunen oplyst, at projektet forventes at gå ”rigtigt” i gang i løbet af sommeren 2026. For øvrigt siges det at iværksætter Jesper Buch er samarbejdspartner på projektet.
Vi har tidligere i flere omgange omtalt projektet, fx her: Kan byggeriet på posthusgrunden på Finsensvej stoppes? – Frederiksbergnyt
Den vedtagne lokalplan kan ses her Lokalplan 217 for Start-up City ved Finsensvej
Projektet omtales også på bygherrens hjemmesider
Start-up City, Finsensvej 12 – Kaj Ove Madsen Kbh
Start-Up City Frederiksberg – SHL


