Sommertema: Vi vil i sommeren 2026 (mens der holdes ferie på Frederiksberg Lokal-TV) se nærmere på den fortætning, der foregår på Frederiksberg.
Opsum fortætning: 39 nye lejelejligheder, øget etageareal: ca. 2.000m2
På Bernhard Bangs Alle bygges der allerede. Vision-ejendomme er ved at omdanne bebyggelsen på Bernhard Bangs Alle 25 – 33. Det var tidligere 2 erhvervsbygninger. Det ene (nr. 25-29) renoveres men forbliver en erhvervsbygning til liberale erhverv. Det andet ombygges til en beboelsesejendom med 31 lejligheder. Her øges antallet af etager til 4.
I Baggården til nr. 25-29 nedrives flere mindre bygninger og i stedet opføres en ny boligblok på 4 etager med 8 lejligheder.
Ombygningen af bygning 25-29 betyder, at der ikke længere vil være kampsport og nok heller ikke fitness i bygningen – huslejen forventes at blive høj.
Forslaget til renovering og nye bebyggelser på grunden holder sig inden for den gældende kommuneplan (2021), der tillader en bebyggelsesprocent på 150. Forslagets bebyggelsesprocent er 149%!
Forvaltningen vurderede derfor, at bygherre ikke behøvede at søge om dispensationer fra kommuneplanen, hvorfor der ikke var behov for en ny lokalplan. Sagen kunne derfor behandles som en byggesag.
Da byggesagen behandledes i kommunens Klima-, plan- og boligudvalg i efteråret 2022, gik et flertal dog imod projektet, fordi det ikke indeholdt 25 % almene boliger. Flertallet ønskede derfor, at der blev udarbejdet en ny lokalplan for at indskrive det som et krav (jf. opslaget om den omtalte fortætning på Lollandsvej). En juridisk vurdering pegede dog på, at kommunen havde taget så lang tid om sagsbehandlingen, at det ikke længere var muligt at nedlægge forbud og udarbejde en ny lokalplan. Flertallet opgav derfor kravet.
Man kunne godt forestille sig at ejerne præcis udnyttede mulighederne i kommuneplanen og ikke søgte dispensation for at undgå eventuelle almene boliger. Vision-ejendomme er for øvrigt en del af Schou koncernen og ejer allerede ejendomme på Frederiksberg Alle (nr 6A og nr. 15-17).
Det er desværre ikke muligt at lægge et link til de relevante dokumenter i sagen (det hindre kommunens system), men de vil kunne findes i referaterne fra Klima-, plan- og boligudvalgets møder d. 22/8 (sag 115) og d. 20/9 (sag 135) 2022.

Illustration af de fremtidige forhold (fra bygherrens prospekt).
Bernhard Bangs Allé projekt | Opdag dit drømmehjem – Kontakt os nu — Vision Ejendomme

