Menighedsrådet ved Sankt Thomas Kirke kan nu gå i gang med at bygge et nyt menighedshus ved kirken. Billedet viser hvorledes det kommer til at se ud.
Menighedsrådet har af et flertal i kommunens Klima-, plan- og boligudvalg fået en dispensation for at ændre på den allerede vedtagne lokalplan, som blev vedtaget under det tidligere borgerlige styre på Frederiksberg. Ændringer gør tilbygningen lidt mindre og ændre materialevalget i byggeriet. Det sidste fordi prisstigninger betød, at kirken ikke længere havde råd til byggeriet. De konservative stemte imod.
Der var i sagen en naboorientering og der er modtaget 18 bemærkninger. De fleste drejede sig om, at den ansøgte tilbygning hverken respekterer den eksisterende kirkes bevaringsværdi, eller er i tilpasset til omgivelser og omkringliggende bygninger – herunder påvirkning af udsyn fra omkringliggende bygninger.
Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur på Frederiksberg (FBLF) udtrykte i deres høringssvar en kraftig modstand mod den ansøgte tilbygning. De vurderer, at den ansøgte tilbygning ikke er tilpasset kirkens arkitektur. Derudover undrer de sig over, at kommunen overvejer at tillade et sognehus, der afviger fra den vedtagne lokalplan.
På trods af høringssvarene vurderer forvaltningen, at den ansøgte tilbygning er tilpasset den eksisterende kirke, og sikrer den eksisterende kirkes bevaringsværdi. Forvaltningen bemærker, at den ansøgte tilbygning er væsentlig reduceret i omfang i forhold til det projekt, som lokalplan 206 muliggør. Den ansøgte tilbygning påvirker således umiddelbart naboernes udsyn mindre end lokalplanens rammer giver mulighed for.
Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Enhedslisten fulgte forvaltningen indstilling og gav dispensationen, mens de konservative som nævnt stemte imod. SF, Venstre og Moderaterne sidder ikke i udvalget og vil i øvrigt ikke blive spurgt, da sagen ikke kommer i kommunalbestyrelsen.
Kilde: sag 64 Klima-, Plan- og Boligudvalget 2022-25 – Udvalgsværelse 1