Villaen er nu væk, men ..

Som det kan ses på billedet, er villaen på Plantanvej tæt ved Vesterbrogade nu væk. Villaen er revet ned for (måske) på sigt at give plads til nybyggeri i forbindelse med det projekt ejeren af grundene på Vesterbrogade 162/Platanvej 32, Platanvej 30 og Henrik Ibsens Vej 39 ønsker at opføre.

Et flertal i kommunalbestyrelsen har, som første skridt hen imod en lokalplan for området, godkendt en startredegørelse for byggeriet. De konservative stemte dog imod, bl.a. fordi de ønskede at bevare villaen., som de mente “udgør en vigtig del af Platanvejs historie.”

(se sag 66 i referat fra Klima-, Plan- og Boligudvalget 2022-25 – Udvalgsværelse 2)

Villaen blev oprindeligt bygget i 1873, som en del af den oprindelige bebyggelse på Platanvej, Platanvej har dog senere, som led i en konservative styret byudvikling, ændret karakter og villaen lå derfor isoleret tilbage. Villaen var desuden blevet ombygget flere gange, lige som den har mistet sin forhave, da der blev anlagt cykelsti på Plantanvej. Det var årsagen til at forvaltningen anbefalede, at kommunen ikke nedlagde forbud mod nedrivningen – et såkaldt § 14 forbud. For som forvaltningen skriver i deres indstilling: “Hvis det politisk ønskes at bevare den eksisterende villa ved et § 14-forbud, er det forvaltningens vurdering, at der vil være risiko for, at dette kan blive ophævet af Planklagenævnet.”

Men selv om villaen nu er revet ned synes projektet – med nyt byggeri med erhverv/butikker, herunder dagligvarebutik, og blandede boliger,0 samt nedrivning af den nedlagte biograf Platanvej 32 – at være blevet sat på pause af bygherren.

Projektet deler dermed skæbne med 2 andre store byggeprojekter i kommunen. Det er kendt, at der på posthusgrunden (på Finsensvej) er gået totalt stop i byggeriet af et 13 etager højt iværksætter hus, selv om det igen og igen forlyder at der nu kommer gang i byggeriet.

Heller ikke i krydset Nyelandsvej/ Nordre Fasanvej sker der noget. Bygherren her synes at “vente på bedre tider”, forstået som hvis de konservative efter det kommende kommunalvalg måske igen får magten og kan tillade et byggeri, der passer bygherren bedre. Noget tyder på at “det nye flertals” krav om almene boliger reelt har blokkeret for yderligere fortætning af Frederiksberg, både med hensyn til nybyggeri og etablering af tagboliger, f.eks. i Svømmehalskvarteret.