Hvilke kandidater partierne får valgt til kommunalvalget afgøres for de fleste partier af de personlige stemmer. De fleste partier opstiller sideordnet i såkaldt prioriteret rækkefølge, dvs. at partierne har bestemt i hvilken rækkefølge, kandidaterne skal stå på stemmesedlen. Man forventer, at dette giver de kandidater partiet helst vil have valgt en fordel. Mange vælgere stemmer simpelthen fra toppen af listen. Partierne kunne godt opstille på en anden måde, i en såkaldt sideordnet alfabetisk rækkefølge hvor kandidatens efternavn ville afgøre rækkefølgen på stemmesedlen.
Ved sideordnet opstilling er det den personlige valgkamp der afgør stemmetallene og kandidater kan med en god valgkamp ”sprænge” listen, dvs. komme før nogle af de kandidater partiet prioriterede højere. Ved det kommunalvalget i 2013 opstillede de konservative på Frederiksberg Brian Holm, men prioriterede ham ikke særligt højt med en 15. plads på listen. Men med 790 personlige stemmer blev han valgt som nummer 2. Brian Holm fik måske et godt valg, fordi han er et kendt navn fra cykelsport, men andre kandidater kan opnå et godt valg ved en aktiv valgkamp, ved at bruge mange penge på annoncer, bannere eller lignende, eller ved at have oparbejdet en stor støttekreds i kommunen, f.eks. ved at være aktiv medlem af forældrebestyrelser, menighedsråd, en pensionist klub med videre.
En fordel ved den sideordnede opstilling er, at det normalt aktiverer flere kandidater, der så at sige kæmper om en plads i byrådet. Ulempen kan være indbyrdes konkurrence mellem partiets kandidater. Med de konservative som eksempel, kan det være lettere at overbevise en vælger, der allerede vil stemme konservativt om at stemme på én personligt, end at overbevise en venstrevælger om det samme.
En anden opstillingsform er at opstille kandidaterne på en partiliste. Tidligere stillede de fleste partier op på denne måde, men ved valget i 2013, var det kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der benyttede sig af denne opstillingsform. I 2017 var det kun Enhedslisten. Her er det også partiet der bestemmer rækkefølgen på stemmesedlen, men forskellen til den prioriterede sideordnede opstilling er, at når der er tale om en partiliste tilfalder listestemmerne (dvs. de kryds der er sat ud for partiets navn og ikke ud for en kandidat), de øverste kandidater én efter én, i det omfang de er nødvendige, for at de bliver valgt, og så længe de rækker. Hos DF betød det i 2013, at selv om Jette Dali fik flest personlige stemmer, var det Jens Tørning der blev valgt, fordi han kunne trække på partiets 1138 listestemmer. Hos Enhedslisten havde partilisten ingen betydning for valget af Thyge Enevoldsen og Mette Bang Larsen, men der var listestemmer nok til at Daniel Panduro blev valgt, selv om Pia Funder (i 2013) fik (lidt) flere personlige stemmer. Partilister kan sprænges, men det er svært hos mindre partier og partier med mange listestemmer. Med Brian Holm som eksempel, så ville han også være blevet valgt i 2013, hvis de konservative havde opstillet på en partiliste, fordi listestemmerne var ”sluppet op” inden de nåede ned til det 10. mandat. Når listestemmerne er “sluppet op” er det de personlige stemmer, der bestemmer hvem der bliver valgt, eller rækkefølgen af suppleanter til byrådet.
Fordelene ved partiliste er, at kandidaterne ikke forledes til, i stedet for at sikre partiet flere stemmer, at opprioritere kampen mod partiets andre kandidater. Populært sagt (og med et eksempel fra det virkelige liv) kan en kandidat for de konservative vurdere at det er vanskeligere og tager længere tid at overbevise en der har tænkt sig at stemme Venstre om i stedet at stemme konservativt og på hende personligt, end at overbevise en der vil stemme konservativt om at stemme personligt på kandidaten selv. Aktivitetsniveauet skal dog så evt. sikres på andre måder.
Endeligt er der demokrati aspektet. Hvad er mest demokratisk? Ved partilister sikre partierne, at de repræsenteres ved de kandidater partiet mener repræsentere dem bedst,; Ved sideordnet opstilling overlades dette til vælgerne, hvilket kan opfattes mere demokratisk.
