Nu åbner pladsen  bag rådhuset

NU er pladsen bag rådhuset endelig ved at være færdig. Den nye plads indvies d. 7. juni kl. 8:30. Samme dag flytter loppetorvet tilbage bag rådhuset. Bygningen af p-kælderen blev oprindeligt vedtaget i 2021 af det daværende borgerlige flertal, mens bl.a. partier som Socialdemokratiet og Enhedslisten stemte imod, Så det har taget lang tid at nå frem til åbningen. Projektet blev forsinket med flere måneder og væsentlivgt dyrere.

Prisen for p-kælderen er for øvrigt endt med at blive 139 mio. kr. Den får 275 p-pladser, så prisen er ca. 1/2 mio. pr. p-plads. Hvis man alene ser på, hvor mange ekstra pladser der kommer i forhold til hvor mange pladser, der var bag rådhuset tidligere, så har hver ekstra plads kostet ca. 3 mio. kr. Det samlede projekt bag rådhuset har med p-kælder, klimasikring og begrønning i alt kostet 228 mio. kr.

Og der har vist sig problemer lige til det sidste. Det viser sig nemlig, at der allerede tilbage da parkeringskælderen blev planlagt og vedtaget skete en teknisk fejl – projektet blev ikke planlagt som en byggesag, da man ikke tænkte over at ”Solbjerget” over indkørslen til parkeringskælderen blev så høj at det skulle klassificeres som en bygning og sagen derfor skulle være en ”byggesag” og ikke en “anlægssag”.

Det betyder, at ”Solbjerget”, som etableres over nedkørslen til parkeringskælderen, ikke lever op til byggeloven om tilgængelighed, da der ikke er fuld tilgængelighed for kørestolsbrugere til bjergets øverste etage.  Der vil derfor ikke kunne gives en brugstilladelse til parkeringskælderen, hvis ikke kommunalbestyrelsen giver en dispensation  fra byggeloven. Derfor vil kommunen give dispensation, men samtidigt holde med møde med handicaprådet for at se om der kan findes en løsning.

Kilde: sag 66 Klima-, Plan- og Boligudvalget 2022-25 – Udvalgsværelse 1