Det Radikale Venstre fik i 2013 ved sidste kommunalvalg på Frederiksberg (KV13) valgt to til kommunalbestyrelsen. I byrådet har de radikale siden 1994 være støtteparti til de konservative og har (i modsætning til på landsplan) indgået i den borgerlige blok i den frederiksbergske blokpolitik. Men spørgsmålet er om de kan opretholde 2 pladser. Landstendensen fra KV13 til i dag er tilbagegang, hvilket bekræftes af folketingsvalget i 2015. På Frederiksberg synes de radikale at være dem, der har afgivet flest stemmer til Alternativet. Ved FV 15 fik de radikale dog stadig 11,1 % af stemmerne, hvilket ville svare til 2 pladser i byrådet. Men partiet ”plejer”, på grund af borgmestereffekten, at tabe op mod en tredjedel af deres stemmer fra folketingsvalget ved kommunalvalg. Det tyder på, at de ved valget til november kan få svært ved at få 2 valgt.
De radikale har allerede valgt deres kandidatliste til KV17, og valgte en ny spidskandidat, idet Morten Jung stopper og viger pladsen for Lone Loklindt, der herved får politisk comeback på Frederiksberg.
Nummer 2 på listen er nuværende medlem af kommunalbestyrelsen Karsten Lauritsen. Listen kan ses på https://frederiksberg.radikale.dk/content/kommunalt-comeback-til-lone-loklindt.
Så for de radikale er der 2 ting, der bliver vigtige ved de kommende kommunalvalg. Dels at begrænse tabet til Alternativet, og dels at mindske tabet på grund af borgmestereffekten. Det bliver nok ikke let, men i forhold til Alternativet er det sikkert en fordel, at Lone Loklindt har en stærk miljøprofil, blandt andet fordi hun, mens hun val medlem af Folketinget, var formand for Folketingets miljøudvalg. Angående borgmestereffekten så er den måske aftagende, men det er langt fra sikkert (se baggrundsartiklen http://www.frederiksbergnyt.dk/index.php/baggrund/181-borgmestereffekten-pa-frederiksberg). Med 25 medlemmer koster en plads i Frederiksberg Kommunalbestyrelse i princippet 4 % af stemmerne, men i et valgforbund med flere partier vil et parti normalt kunne få 2 pladser, hvis partiet får over 7,3 % af stemmerne. Og det er ikke umuligt for de radikale.