Ved kommunalvalg (og EP-valg) kan partier indgå valgforbund. Formålet er at undgå stemmespild ved at sikre at overskydende stemmer går til andre partier i blokken (det tekniske valgforbund). Disse valgforbund kan også indeholde fælles politiske mål, men det er op til partierne om dette er tilfældet. Valgforbundene indeholder sædvanligvis nogle aftaler om, hvorledes partierne skal samarbejde i konstitueringerne i byrådene efter valget. F.eks. en aftale om hvem der skal være borgmester og hvem der skal have hvilke udvalgsformandsposter og ”ben”.
I Frederiksberg kommune er der 25 pladser i kommunalbestyrelsen, og hvis der ikke er stemmespild betyder det, at et parti skal have 4 % af stemmerne for at få et mandat. Ved det sidste kommunalvalg i 2015 fik SF f.eks. 8,5 % af stemmerne, hvilket gav partiet 2 mandater. De overskydende 0,5 % gik videre til partierne i SF’s valgforbund (Socialdemokratiet og Enhedslisten), og var således i princippet ikke spildt.
Valgforbundet betyder ofte, at nogle partier inden for forbundene kan få mandater billigere end de 4 %, der i princippet skal til på Frederiksberg. Ved kommunalvalget i 2013 fik de konservative det yderste mandat for 3,6 % af stemmerne. De konservative fik også det yderste mandat i 2009, da ”kostede” det 3,3 % af stemmerne. Generelt vinder de største partier mest ved valgforbundene, fordi de oftest får det yderste mandat. Det er en konsekvens af den såkaldte ”D’Hondts metode”, der er en metode til at fordele mandater ved valg. Når stemmerne er talt op efter valget, divideres stemmerne til hvert parti (eller valgforbund) med divisorerne 1-2-3-4-5 osv. Dvs. at der udregnes en række kvotienter. Det valgforbund/parti, der har den største af de fremkomne kvotienter, får det første mandat. Den næststørste kvotient giver ret til det andet mandat og så fremdeles, indtil alle mandater er fordelt. Er kvotienterne lige store, foretages lodtrækning. Er fordelingen sket mellem valgforbund, fordeles mandaterne efterfølgende på samme måde inden for det enkelte valgforbund.
Det er dog ikke altid det største parti der ”vinder”. I 2005 fik socialdemokratiet således det yderste mandat på Frederiksberg for 3,42 % af stemmerne.
På Frederiksberg er der traditionelt været 2 store valgforbund. Tidligere stod DF uden for, men efter de radikales beslutning om at skifte side, optages DF nok i den borgerlige valgforbund.
Det borgerlige valgforbund består derefter at de konservative, Venstre, Liberal Alliance, DF og muligvis også af Frederiksberg Borgerliste (der var med i forbundet i 2013). I dette valgforbund indgås der sædvanligvis aftaler om konstitueringen (det største parti skal f.eks. have borgmesterposten, dvs. de konservative), herunder en fordeling af udvalgsformandsposter og større ”ben”, til et samlet beløb af ca. 4 mio. kr. Valforbundsaftalen foreligger normalt ikke offentligt. (det siges den ligger i en bankboks).
Det såkaldte centrum-venstre valgforbund består at Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet. Partierne har meddelt at de har nogle fælles pejlemærker om en social, økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling på Frederiksberg. Partierne siger, at den tekniske valgforbund ikke indeholder bestemmelser omkring konstitueringen, ud over at partierne har aftalt at ville tale sammen efter valget. De siger de ønsker en såkaldt konstituering hen over midten, og vil invitere de andre partier med i forhandlingerne og er indstillet på at tilbyde andre partier udvalgsformandsposter.
Juridisk er tekniske valgforbund alene en aftale der gælder optællingerne og fordelingen af mandater. Derefter er der intet juridisk bindende i aftalerne og de kan brydes, hvilket er set i mange kommuner, også på Frederiksberg.
