Endnu et tidligere folketingsmedlem har nu sagt, at han stiller op til det kommende kommunalvalg på Frederiksberg. Tidligere har det tidligere radikale medlem af Folketinget og tidligere minister Manu Sareen meddelt, at han stiller op til kommunalvalget for Socialdemokratiet. Nu er det Enhedslistens tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted, der melder sig på banen. Dragsted røg ud af folketinget efter sidste valg, da han pga. Enhedslistens rotationsregler ikke kunne genopstille. Det hindre ham dog ikke i, at stille op for Enhedslisten ved det kommende kommunalvalg. Der er næppe nogen tvivl om, at Sareens og Dragsteds opstillinger fremmer deres respektive partiers chancer ved det kommende kommunalvalg.
Sareen og Dragsted er ikke de første tidligere medlemmer af Folketinget, der fortsætter deres politiske liv i kommunal sammenhæng. På Frederiksberg har f.eks. det konservative medlem Grethe Fenger Møller, socialdemokraternes Lise Hækkerup og SFs Pernille Frahm gjort det samme. Det tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance Laura Lindahl har også for nylig meddelt, at hun (der ligesom Dragsted røg ud af Folketinget ved sidste valg), stiller op for de konservative. Lindahl havde ellers meddelt, at hun ikke ville genopstille (hvilket måske var forståeligt efter LA’s katastrofale tilbagegang).
Laura Lindahl har ellers sammen med venstres ægte liberale Jan E. Jørgensen repræsenteret en sammenhæng mellem Folketing og Kommunalbestyrelsen, fordi de har været medlem begge steder samtidigt. De har således haft jobbet i kommunalbestyrelsen, hvor de begge er udvalgsformænd, som velbetalte fritidsjob, hvilket har gjort dem til nogen af de bedst betalte politikere i landet.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at nogle af de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer hellere ville sidde i Folketinget hvis de kunne blive valgt. Det drejer sig f.eks. om SFs Balder Mørk Andersen, de radikales Ruben Kidde, Alternativets Mette Bram, de konservatives Nikolaj Bøgh og socialdemokratiets Sine Heltberg, der alle stillede op ved det seneste folketingsvalg. Nu slutter Enhedslistens Pelle Dragsted sig til flokken, for han lægger ikke skjul på, at hvis det bliver miuligt for ham vil han gerne tilbage til Folketinget. For de fleste af de nævne partier gælder, at de ikke tillader ”dobbeltmandater”, hvorfor medlemmerne må træde ud af kommunalbestyrelsen, hvis de bliver valgt.
Der er for øvrigt rygter om, at også de konservatives Simon Aggesen på sigt stiler med en folketingskarriere.