De konservative har tyvstartet valgkampen. Reklamestandere over hele byen er fyldt med slet skjulte valgplakater for Simon Aggesen. En kampagne med sloganet ”Simon Aggesen passer på byen”. Det vil sige – der står dog med småt at ”Lad os sammen passe på alt det, vi holder af.” Men fotoet og navnet bruges klart til hovedbudskabet: Simon Aggesen Passer På Byen”.
For øvrigt et budskab som sikkert er nødvendigt for at forbedre Simon Aggesens image, for i den måling Berlingske har bragt om Frederiksberg, erklærer kun 9% af 287 tilfældigt udvalgte vælgere sig enige i udsagnet ”Han varetager først og fremmest borgernes interesse”. Undersøgelsen sige ikke noget om hvilke interesse vælgerne mener har så varetager. https://frederiksbergnyt.dk/cms/2021/01/25/10-er-enig-i-at-borgmesteren-er-tillidsvaekkende/
Plakaterne er i og for sig en omgåelse af loven – konkret Lov om offentlige veje m.v. , hvor der i § 84 står ”I perioden fra den fjerde lørdag før valgdagen til 8 dage efter valgdagen må der i forbindelse med (valg) ophænges valgplakater.” Borgmester-plakaterne er dog tilladte i reklamestanderne og vi kan nok se frem til at denne type plakater, vil være et fast indslag i gadebilledet frem til valget i november.
Kampagnen er i øvrigt velkoordineret med Frederiksberg Kommunes officielle kommunale kampagne ”Det er god stil – at passe på hinanden”, en kampagne de konservative bevidst spiller på.