Kraftig reduktion i støtten til det frivillige arbejde til ældre

Frederiksbergs Ældre- og Omsorgsudvalg skal nu udmønte de besparelser, der i budget 2024 blev vedtaget på ældreområdet. I budgetforliget blev kommunens midler til §79-puljen – der finansiere det frivillige arbejde på ældreområdet – reduceret fra 2023 niveauet på 2,8 mio. kr. til 2,1 mio. kr. årligt fra 2024. Efter pris- og lønregulering er beløbet dog hævet til 2,231 mio. kr.

Forvaltningen har, med udgangspunkt i det politiske udvalgs retningslinjer, udarbejdet et forslag som viser, at flere af de større ældre- klubber og foreninger vil få væsentligt færre midler til deres arbejde i 2024. Embedsmændenes Indstillingen kan ses her: Dokumentvisning (frederiksberg.dk)

Det er især de større klubber/foreninger, der udover deres egne aktiviteter også stiller lokaler til rådighed for andre, der bliver ramt. Ældresagens tilskud reduceres således fra 1,97 mio. kr. i 2023 til 0,7 mio. kr. i 2024. OK-klubben får i forslaget reduceret sit tilskud fra 0,75 til 0,5 mio. kr. og Seniorcenter Sankt Josef’s tilskud reduceres fra 280.000 kr. til 200.000 kr.

Trods den samlede beskæring foreslår forvaltningen dog en udvidelse af støtten til Røde Kors Hovedstaden, hvis tilskud stiger fra 185.000 kr. til 403.000 kr. + 500.000 kr. til en minibus. Udvidelsen er relateret til indkøbet af bussen, der skal fungere som en seniorklub ”på hjul”. Som der står i indstillingen: ”Forvaltningen anbefaler at lave en reservation på 273.000 kr. til Røde Kors Hovedstaden i 2024 til genoptagelse af turtjenesten på Frederiksberg, og at organisationen samtidig får midler til indkøb af en bus (0,5 mio. kr.) til eget brug og deling med andre frivillige foreninger”.

Besparelsen på området skal ses i sammenhæng med at §79-puljen også blev beskåret med ca. 700.000 kr. fra 2022 til 2023. (Dokumentvisning (frederiksberg.dk).

I Frederiksberg Kommunes ældrepolitik prioriteres det frivillige arbejdet stadigt højt.

Indstillingen er sag 94 på Ældre- og Omsorgsudvalgets dagsorden i aften (d. 20. nov.). Ældre- og Omsorgsudvalget 2022-25 – Udvalgsværelse (frederiksberg.dk)