Opdateret
Kommunalbestyrelsen starter nu igen efter sommerferien. Et af dets største opgaver bliver vedtagelsen af kommunens budget for 2024, der skal vedtages d. 9. oktober. Hvis det går som det plejer, vil et flertal reelt vedtage budgettet med en budgetaftale, der falder på plads ved kommunalbestyrelsens budgetkonference d. 8-10 september.
Forvaltningen har (i deres 1. finansielle orientering) lagt op til, at budget 2024 skal reducere kommunens driftsudgifter med 70 mio. kr, stigende til 90 mio. kr i 2025 og 100 kr. i de efterfølgende år.
Forvaltningen har derfor i maj udarbejdet et såkaldt ”budgetforbedringskatalog”, som indeholder forslag til at reducere servicen på alle kommunale områder.
På undervisningsområdet er der forslag om, at reducere ressourcerne til skolerne, erstatte 2-lærer ordninger med ”2-voksen ordninger”, reducere antallet af lejrskoleophold, nedlægge ungdomsklubber og nedlægge naturvejlederordningen.
På ældreområder er der forslag om, at indfører robotstøvsugere og robotvaskere for at reducere hjemmehjælpen, forslag om færre aktiviteter på de kommunale plejecentre (ikke på de private) og reducering i eller helt fjernelse af tilskud til det frivillige arbejde på ældreområdet (§79-midler).
På børneområdet er der forslag om at reducere vuggestuernes køkkentimer, om at forældre selv skal medbringe bleer hjemmefra og om færre tilskud til administration i daginstitutionerne. Pga. lov om minimumsbemanding i daginstitutioner kan der ikke spares på antal ansatte, men måske på antallet af uddannede pædagoger.
På socialområdet har udvalgsformanden Mette Bang Larsen (Ø) i Frederiksbergliv peget på områdets store problemer i forhold til det budget der er afsat. Også her er der forslag om at reducere eller fjerne tilskud til det frivillige arbejde (§18-midler), og forslag om såkaldt ”tilpasning” af indsatsen på gadeplan og det boligsociale arbejde.
Der er også forslag på andre områder (fx er Frederiksbergbusserne igen i spil, samt forslag om nedlæggelse af linje 37), som alle kan ses i budgetforbedringskataloget.
Ikke alle forslagene vil blive gennemført, hvilket forvaltningen vil foreslå bliver det offentliggøres på kommunens hjemmeside d. 22. august. Partiernes overordnede holdning til budgetforslaget kan måske høres på kommunalbestyrelsens møde d. 4. september. Inden da er der mulighed for borgerne til at møde op til et borgermøde om budgettet d. 29. august.
Frederiksberg Lokal-TV vil også i de kommende uger følge diskussionen om budget 2024.
Opdateret med præcis angivelse af hvornår det endelige budgetforslag offentliggøres.
Kilder
141. 1. finansielle orientering om Budget 2024 (firstagenda.com)
Budgetfoirbedringskateloget: https://dagsordener.frederiksberg.dk/vis/pdf/bilag/cd28468f-9b97-403d-94fd-c93b8b39e37f/?redirectDirectlyToPdf=falseDokumentvisning (frederiksberg.dk)