Bredt budgetforlig?

Mandag d. 31.8 afholdt kommunalbestyrelsen 1. behandlingen af budget 2021. Det er traditionel aftenen hvor næsten alle kommunalbestyrelsesmedlemmer holder en budgettale, hvor i de fremhæver det de synes vigtigst ved det kommende års budget. At dømme efter ”tonen” i debatten, ser det ud til at blive svært at få enderne til at mødes, og umiddelbart virker det usandsynligt at borgmesteren kan forhandler sig frem til et bredt forlig.  Især 2 knaster fremstod meget tydeligt.

Dels var der diskussionen om budgettet skulle være et årigt som det plejer, eller som borgmester Simon Aggesen ønsker et 2 årigt budget, for at give mere ro i kommunen og udgå en budgetdiskussion lige før kommunalvalget i november 2021. De borgerlige partier i flertallet talte varmt for, mens både de radikale og socialdemokratiet talte kraftigt imod en 2 årig aftale. Enhedslisten ønskede garantier for at budgettet kunne åbnes igen i valgåret, mens SF kunne acceptere det, hvis de fik afskaffet den 2 timers gratis parkering for biler.

Et af oppositionens hovedargumenter mod et 2 årig budget er, det tab i demokrati og borgerindflydelse, der er konsekvensen af, at der ikke næste år er en åben budgetproces med borgermøder og input fra organisationer, foreninger og råd undervejs i processen. Det kan derfor måske være ret bemærkelsesværdigt at Alternatives medlem Mette Bram også støttede borgmesterens idé. Partiet plejer ellers at sætte borgerinddragelse højt.

Den anden knast var diskussionen om den grønthøster vi tidligere har omtalt (https://frederiksbergnyt.dk/cms/2020/08/21/groenthoester-og-2-aarige-budgetter/). Der er tage om en generel besparelse på driftsbudgettet på minimum 24,1 mio. kr, der potentielt kan stige til over 43 mio. kr. Her var det især Enhedslisten, der var kritisk, og partiet repræsentanter kunne citere fra flere medarbejder udtalelser (MED-svar), hvor i grønthøsteren blev kritiseret. Medarbejderne satte bl.a. spørgsmål til om man på socialområdet stadig kunne opfylde lovkravene på området efter grønthøsteren. Enhedslisten opfordrede til, at der blev fundet andre finansieringskilder end en grønthøster.

Kommunalbestyrelsen holder budgetseminar fredag-lørdag i denne uge og traditionelt indgår et flertal (eventuelt alle partier) et budgetforlig sent lørdag. Det ser dog ud til at blive svært i år.