Det blev ikke til et bredt budgetforlig på Frederiksberg i denne omgang. Socialdemokratiet og de radikale forlod hurtigt forhandlingerne, da det stod klart, at de ikke kunne få rokket ved borgmesterens beslutning om, at der skulle indgås et forlig for 2 år.
Socialdemokratiets 2. viceborgmester Michael Vindfeldt skriver på facebook: ” Vi ville ellers gerne have været i budgetforlig for i år, men den nye konservative borgmester mødte os med ultimative krav om, at man – som noget helt nyt på Frederiksberg – skal binde sig til en to årig aftale og man samtidig i de to år ikke må stille egne forslag i kommunalbestyrelsen uden at tage det op med de andre forligspartier. Og endeligt etablerer forligskredsen nu lukkede møder på borgmesterkontoret uden om det sædvandlige lokaldemokratiske system – det er tilbage til politik på den gamle måde og skader transparens og åbenhed”.
Enhedslisten forlod forhandlingerne senere på dagen, for selv om Enhedslisten stemte imod beslutningen om at der skulle udarbejdes et 2-årig forlig, gik de ikke alene på dette. Partiets repræsentanter pegede også på, at de ikke kunne se, det var muligt at neutralisere den massive besparelse på pris- og lønkontoerne som de borgerlige partier gennemførte umiddelbart før budgetforhandlingerne startede.
Ud over de konservative, Venstre og Liberal Alliance indgår SF og Alternativet i forliget. Oppositionsbilledet på Frederiksberg ser således helt anderledes ud efter budgetforliget. Det er lykkes borgmester Simon Aggesen at ændre den brede samarbejdende linje, som hans forgænger Jørgen Glenthøj lagde op til efter sidste kommunalvalg, og i stedet vende tilbage til den klare opdelte og konfronterede blokpolitik, som også tidligere prægede lokalpolitikken på Frederiksberg.
For SF’s vedkommende minder det om dengang Balder Mørk Andersens forgænger som SF repræsentant, Anne-Mette Wehmüller splittede SF og indgik budgetforlig med de borgerlige. Foreløbigt er det lykkes borgmesteren at splitte oppositionen.
Indholdet af budget forliget er endnu ikke offentliggjort. Når det sker vender vi tilbage.