Der bliver nu kampvalg om posten som Venstres folketingskandidat i Slotskredsen på Frederiksberg. Kredsen blev ledig da Malou Aamund meddelte, at hun trækker sig fra Folketinget for at vende tilbage til det private erhvervsliv. For et par iuge siden meddelte den tidligere kulturborgmester i København Martin Geertsen at han efter opfordring fra kredsens bestyrelse ville stille op som kandidat til den ledige kreds. I dag har så den lokale venstremand Jan E. Jørgensen meddelt, at han også stiller op.
Jan E. Jørgensen er, som de fleste frederiksbergborgere ved, mangeårig medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han er i dag rådmand og formand for by og miljø udvalget. Han er således en stærk lokal kandidat, hvis Venstre på frederiksberg ønsker en fra kommunen i Folketinget.
Venstre forventes at få 2 mandater i Københavns Storkreds. Det første går til Søren Pind, mens det er helt åbent hvem der får det andet mandat. Her har både Jan E. Jørgensen og Martin Geertsen en god chance. En tredje mulighed er, at mandatet går til enten Marion Pedersen (opstillet på Amager) som trådte ind i Folketinget i stedet for Rikke Hvilshøj i 2008 eller måske Cecilia Lonning, der er medlem af Københavns borgerrepræsentation og opstilles i Valby.
Kampvalget om posten som Venstre kandidat i Slotskredsen foregår den 8. februar. Venstre har ca. 200 medlemmer på Frederiksberg, men kun medlemmer boende i Slotskredsen har stemmeret.