Det er nu også lykkedes Frederiksbergs tidligere kommunaldirektør at sætte sit job som hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital i Hillerød over styr, ligesom hun blev opsagt i Frederiksberg kommune. Forretningsudvalget i Region Hovedstadens regionsråd, meddeler, at fratrædelsen sker på initiativ af Suzanne Aaholm og efter gensidig aftale mellem Region Hovedstaden og Djøf. Aftalen kommer efter en advokatundersøgelse har vist at Suzanne Aaholm var inhabil ved ansættelsen af en projektdirektør på hospitalet. Og at hun ikke levede op til den oplysningspligt om egen inhabilitet under ansættelsesforløbet som forvaltningsreglerne kræver. Advokatundersøgelsen kunne dog ikke bevise, at Suzanne Aaholm havde nogen indflydelse på at projektdirektøren, der tidligere var ansat i Frederiksberg kommune, skiftede forklaring i voldgiftssagen mellem Aaholm og Frederiksberg kommune, hvor han var vidne og efter sigende først udtalte sig til fordel for Frederiksberg Kommune (da han var ansat der) og senere til fordel for Aaholm ,da han blev ansat på Nordsjællands Hospital.