KL’s forslag om, at lærernes forberedelsestid skal variere efter, hvor mange år lærerne har været ansat, hvor faglig udfordrende de fag de underviser i er, hvor besværlig deres klasser er osv. må kunne bruges i andre sammenhænge. Med 18 års erfaring fra kommunalbestyrelsen på Frederiksberg ser jeg et stort potentiale (for besparelser) i at princippet overføres til honoreringen af ”byrødder”.
Erfarne medlemmer behøver ikke at forberede sig så meget. Den femte gang embedsmændene foreslår effektiviseringer/besparelser/nedskæringer på hjemmehjælpen kender man argumenterne om, hvorfor det ikke har konsekvenser for kvaliteten. Den femte rapport fra KL om evidens kan den erfarne nøjes med at skimme. Der står det samme som sidst.
Medlemmer af store byrådsgrupper behøver heller ikke så lang forberedelsestid. Der er altid en kollega, der har læst sagen. ”En-mands-grupper” må til gengæld læse det hele (jf. dog første punkt), men det afspejles ikke i honoraret.
Byrådenes væsentligste opgave i disse år er, at skærer ned på servicen. Det kan være ubehageligt, hvis der er borgergrupper, der kritiserer byrådets nødvendige arbejde. Det afspejles heller ikke i medlemmernes honorar! På Frederiksberg har vi for eksempel alt for aktive (og dygtige) lærere, som man ikke bare kan lukke munden på. Det bør selvfølgelig honoreres. Til gengæld er ældrerådet ikke så kritisk, det tæller modsat. Men vores borgere er sikkert mere besværlige end for eksempel dem i Hedensted, så vi må kræve (modsat) udligning!
Hvad med individuelle forskelle. Dem skal der vel også tages hensyn til. Jeg har oplevet byrådskollegaer som konsekvent først åbnede kuverten med sager når udvalgsmøderne startede. Så blive timelønnen også mere rimelig! Og hvis man sidder 5 år i et byråd før man holder sin jomfrutale, har man jo ikke forberedt så mange taler.
Tro mig alle eksempler er fra det ”virkelige liv”. De viser, at det selvfølgeligt er helt forkert at honoraret bestemmes central af Folketinget. Men her vil KL, som byrøddernes ”fagforening”, nok ikke være med. Det er da også meget lidt betryggende, hvis det skulle være op til borgmestrene at fastsætte medlemmernes honorar. De har ligesom skoleledere deres favoritter. Mit honorar ville helt sikkert blive sat ned. Jeg har trods alt, ikke bare mange års erfaring, men også stor erfaring i at få forslag nedstemt. Det ville også ske med dette.
Thyge Enevoldsen