Sygeplejersker strejker på Frederiksberg

Medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd har i dag (mandag) forkastet forligsmandens mæglingsforslag. Det betyder, at der iværksættes strejke fra kl. 00 natten mellem fredag og lørdag den 18-19. juni. Frederiksberg kommune er en af de 13 kommuner der rammes.

På Frederiksberg er det kommunens døgnrehabiliteringscenter og hjemmesygeplejen der rammes. Hvordan der sker helt konkret afhænger af de nødberedskabsaftaler kommunen og Dansk Sygeplejeråd indgår.

Det er måske ikke overraskende, at sygeplejerskerne (og radiograferne) stemte nej til forligsinstitutionens mæglingsforslag, da den ikke gav flere penge i lønposen, kun lovning om nedsættelse af en komite til at se på lønningsniveauet for en række såkaldte “kvindefag”. Men da Dansk Sygeplejeråds ledelse samlet anbefalede medlemmerne at stemme ja, er det overraskende at en 2/3-del (66,7 %) stemte nej. Den samlede stemmeprocent var 74,4 %.