Opdateret med fjernelse af ordet “nær-ghetto i overskriften.
Et flertal i Folketinget har nu indgået en aftale, der opdaterer den tidligere Ghetto-lov, som nu er omdøbt til ”parallelsamfundslovgivningen”. Det indebærer, at begrebet ”ghettoer” erstattes af ”parallelsamfund”, som opdeles i 2 kategorier: ”Omdannelsesområder” der dækker de tidligere hårde ghettoer, og ”Forebyggelsesområder”, der er den kategori som partierne bag aftalen placerer den frederiksbergske almene boligafdeling ”Stjernen” i, som er en del af Frederiksberg Forenede Boligselskaber. Bag aftalen står Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance.
Et ”forebyggelsesområde” er et område med mindst 1000 beboere og en andel ikke-vestlige beboere over 30 % og opfylder mindst 2 af følgende 4 kriterier:
- Andelen af beboere mellem mellem 18 og 64 år uden tilknytning til arbejdsmarkedet overstiger 30 %
- Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven er højere end 2 gange landsgennemsnittet.
- Andelen af beboere mellem 30 og 39 år, der alene har en grunduddannelse overstiger 60 %.
- Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år er mindre end 65 % af den gennemsnitlige bruttoindkomst for den samme gruppe i regionen.
Stjernen, der har 1308 beboere, hvoraf 52 % er af ikke-vestlig herkomst, opfylder 3 af kriterierne, men ikke kriterie 3 om grundskolen; 36,2 % er uden tilknytning til arbejdsmarkedet, dømte udgør 1,56 % (grænsen er 1,51 %), og indkomstniveauet udgør kun 61,7 % jf. kriterie 4.
Udpegningen betyder, at der indføres væsentlige begrænsninger for kommunens muligheder for at anvise lejligheder på Stjernen, bl.a. at der ikke må anvises bolig til folk, som de sidste 2 år har været på kontanthjælp, er blevet dømt eller løsladt inden for de sidste 6 måneder eller er af ikke-vestlig herkomst.
Endvidere kan dele af området nedrives: ”Det er aftalt, at indenrigs- og boligministeren skal kunne godkende nedrivning af almene boliger i forebyggelsesområder, hvis der er behov for at omdanne området med henblik på at forebygge alvorlig udsathed eller fastholde en positiv udvikling.” Kilde: https://im.dk/Media/637593510106970683/Faktaark%202%20%20Udlejningsregler%20i%20forebyggelsesom%c3%a5der%20-%20fleksibel%20udlejning%20og%20begr%c3%a6nset%20kommunal%20anvisning.pdf
I regeringens oprindelige forslag indgik et punkt om at kommunerne kunne få anvisningsret til 10 % af de ledige lejligheder hos private udlejere, men dette krævede de borgerlige partier fjernet.
Aftalen er blevet kritiseret både af Kommunernes Landsforening og af boligorganisationerne.