Denne side vil blive opdateret i takt med at vi får nye oplysninger. Opdatering nr. 1: Om listerne “Bitten Vivi Jensen” og Frihedspartiet.
Frederiksberg Kommunes valgkontor har nu offentliggjort de godkendte partier og lister, samt kandidaterne til kommunalvalget d. 16. november. i alt opstiller 18 partier/lister og enkeltpersoner, med tilsammen 150 kandidater.
Som forventet opstiller de 7 nuværende partier i kommunalbestyrelsen igen. Også Liberal Alliance, som sidst fik valgt Laura Lindahl men mistede mandatet, da hun sprang til de konservative og tog mandatet med, genopstiller og håber at genvinde mandatet.
Desuden opstiller en række af de partier der er repræsenteret i Folketinget men ikke i Frederiksberg kommunalbestyrelse. Det drejer sig om Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
Blandt de opstillede partier er også en række mindre kendte eller nye lister.
I bogstavsrækkefølge er den første nye liste “Hvid-sten” med bogstav E. Navnet spiller på “Blackstone”, og hovedbudskabet fra listen er kritik af det mislykkede salg af dele af Frederiksberg Boligfond til Blackstone. Listen er således kritisk over for de konservatives håndtering af denne sag. Listen stille med 2 kandidater: Per Thiim Thim, der er kendt fra de sociale medier, og Frits Degner, som ved de 2 sidste valg stillede op for Frederiksberg Borgerliste. I 2013 fik han 79 personlige stemmer og i 2017 27 personlige stemmer. I 2017 var Frederiksberg Borgerliste og Frits Degner for øvrigt i valgforbund med de borgerlige partier, mens Hvid-sten listen i år er i valgforbund med oppositionen. Med Frits Degner på listen må listen nok placeres på højrefløjen, men dog i opposition til de konservative. Hjemmeside www.hvid-sten.dk.
Veganerpartiet har fået bogstav G. Partiet er opstillingsberettiget til Folketinget. Lokalt stiller partiet kun med en kandidat Carsten Olesen. Partiet må nok karakteriseres som et centrum-venstre parti tæt på centrum. Hjemmeside www.vgpt.dk.
Havenissepartiet har bogstav H. Det er en enkeltmandsliste med Hannibal Hildorf, der også stillede op ved kommunalvalget i 2013 (som Hjertepartiet). Dengang fik Hildorf 92 personlige stemmer. Havenissepartiet er ikke med i nogen af valgforbundene og forsøger at placere sig i midten af Frederiksbergs politik. Hjemmeside: www.havenisse-partiet.dk.
Listen “Bitten Vivi Jensen” har fået bogstav J. Bitte Vivi Jensen er kendt fra de sociale medier og for hendes kritik at Frederiksberg Kommunes familieafdeling og jobcenter. Trods navnet stiller listen med 6 kandidater, alle kendt fra de sociale medier. Bitten Vivi Jensen opstiller også til regionsrådsvalget, der sker det dog overraskende nok på det højreorienterede Frihedspartis listen. Listen “Bitten Vivi Jensen” er dog vanskelig at placere men ligger lokalt nok til venstre. Hjemmeside www.bittenvivijensen.dk.
K for Kristendemokraterne opstiller som sædvanlig også i år med en kandidat på listen. Ved valget i 2017 fik de 80 stemmer. Listen ligger traditionelt til højre på Frederiksberg.
De paneuropæiske parti Volt har bogstav T. Partiet stiller op i flere EU-lande og forsøger at blive opstillingsberettiget til Folketinget. De stiller med 2 kandidater (på partiliste) med Katrine Richter som spidskandidat. Hun er pt. meget aktiv på de sociale medier, især i gruppen “Det Politiske Frederiksberg). Partiet ligger i det politiske spektrum tæt på midten og Radikale Venstre. Partiet har stort fokus på borgerinddragelse. Hjemmeside: www.voltdanmark.org./Frederiksberg.
Ud for bogstav Y placerer partiet med det længste navn sig: Kærlighedspartiet (Regnbuefolket / Befri Christiania). De opstiller 2 kandidater, hvoraf spidskandidaten Franco Calledda har opstillet tidligere på Frederiksberg. I 2009 opstillede han på “Dommedagslisten (Borgerlig Kaoslisten)” hvor han fik 8 personlige stemmer. I 2017 opstillede han til regionsrådsvalget for Kærlighedspartiet og fik ved det valg 6 personlige stemmer på Frederiksberg. Partiet placere sig sikkert til venstre for midten, men er ikke i valgforbund med nogen.
Bogstav Æ står for Frihedspartiet. De stiller på 2 kandidater, hvoraf den ene Lone Nørgaard også opstillede til kommunalvalget i 2017, dengang opstillede hun for Dansk Samling og fik 39 personlige stemmer. Listen tilhører klart højrefløjen i dansk politik. Det regionsrådsvalget opstiller partiet også Bitten Vivi Jensen. Hjemmeside: https://frihedslisten.dk/lone-norgaard/.