Frederiksberg Boligfond undersøger salg af 4 afdelinger

Ifølge opslag i opgangene i Frederiksberg Boligfond lejeboliger indeholdende en redegørelse fra bestyrelsen, undersøger bestyrelsen nu mulighederne for at frasælge 1-4 afdelinger, hvilket ligger i forlængelse af det vi skrev i vores tidligere opslag om boligfonden: Brank genvalgt som formand for Frederiksberg Boligfond – Frederiksbergnyt.

De 4 afdelinger er Svalegården (Peter Bangs Vej/Dalgas Boulevard), Roskildegården (Roskildevej), Sønderjyllandsgården og Solbjerggården (begge på Peter Bangs Vej ved KB-hallen).

De 3 sidste er bygget efter etableringen af Boligfonden og har derfor ikke den diskuterede aftale om forkøbsret til kommune og/eller måske lejerne. Svalegården er berørt af det gamle skøde, men der er her en igangværende retssag, så salget vil afhænge af det.

Roskildegården, Sønderjyllandsgården og Solbjerggården har alle mange små lejligheder og har derfor været vigtig for borgere med almindelige indkomster. Roskildegården er den største med 209 boliger, som er på 2-3 værelser og fra 52 til 74 m2. Sønderjyllandsgården har 188 1-4 værelses lejligheder på mellem 48 og 115 m2, mens Solbjerggården har 149 2- 4 værelses lejligheder på mellem 49 og 75 m2.

Svalegården har et væsentligt mindre antal lejligheder (80), men nogle af dem er til gengæld store. De varierer fra 3 til 9 værelser i størrelse og fra 69 til 230 m2. Et salg af denne afdeling vil derfor ramme færrest beboere i forhold til den mulige salgspris. Bestyrelsen har også besluttet at Svalegården skal forsøges solgt, mens et evt. salg af de 3 andre ejendomme alene “undersøges”.

En af de ting der undersøges, er om nogle af afdelingerne kan sælges til almene boligselskaber for at sikre de fortsat vil være billige lejeboliger. Et salg til den almene sektor kan efter den nye lovgivning ske uden af lejerne får mulighed for at købe lejlighederne som andelsboliger.

Bestyrelsen skriver i redegørelsen, at de ikke ønsker at sælge afdelinger, men føler sig presset til det på grund af, at nogle af beboerne fra Svalegården, via deres retssag om lejernes ret til at købe afdelingen efter skødet fra 1930’erne, blokerer for, at boligfonden har få en aftale med bankerne, så fondens eventuelle konkurs kan undgås. Fonden er derfor nødt til at sælge en eller flere afdelinger. Bestyrelsen skriver i redegørelsen:

“Fonden har forsøgt flere gange at række ud til sagsøgerne fra Svalegården for at indgå et forlig, der kunne afslutte sagen, og har blandt andet tilbudt at betale sagsomkostninger og at garantere Svalegården mod salg. Men sagsøgerne har afvist tilbuddene og har krævet en økonomisk kompensation på 20 millioner kroner. Dette krav kan fonden, ifølge den uafhængige juridiske rådgivning som fonden har modtaget, ikke imødekomme inden for de fondsretslige regler, hvilket fonden har meddelt sagsøgerne. Sagsøgerne fastholdt deres afvisning af et forlig uden økonomisk kompensation. Dermed er forligsvejen desværre lukket.”

Fondens næstformand Pelle Dragsted har kommenteret sagen yderligere i et facebook opslag, hvor en af lejerne bag sagsanlægget fra Svalegården (Asmus Deuleran) svarer: Han skriver blandt andet, at de 20 mio. kr. ikke var et ultimativt krav, men han fastholder dog, at man ønsker en økonomisk ydelse for at stoppe retssagen. Han skriver: “Så er det jo lidt op ad bakke at skulle få et forlig på plads, hvis den ene part intet vil give noget som led i et forlig.” 

Links: Bestyrelsens redegørelse til beboerne: Redegørelse_til_beboerne_om_baggrunden_for_Frederiksberg_boligfonds_beslutning_om_at_frasælge_ejendomme.pdf (frederiksbergboligfond.dk)

Pelle Dragsteds facebook side: (1) Pelle Dragsted | Facebook