Tidligere boede flere af Socialdemokratiets kandidater i Københavns Storkreds på Frederiksberg men pt. gælder det kun Ida Auken. Ingen af kandidaterne er eller har været lokalpolitisk aktive. Partiet står til at få valgt 3 lige som sidst og mon ikke Ida Auken (der siges at have fået trykt 7500 plakater) og Pernille Rosenkrantz-Theil er blandt de valgte. Partiets lokalpolitiker Gunvor Wibroe stiller op i Københavns Omegn (Taastrup kredsen), men er oppe mod 3 ministre og et nuværende folketingsmedlem i en storkreds, hvor partiet sidst fik valgt 4, så hvis ikke partiet får fremgang kan det blive svært for Wibroe at blive valgt.
Blandt de radikale har situationen ændret sig væsentligt siden sidst, fordi partiets topscorer dengang, Ida Auken, nu opstiller for Socialdemokratiet. Samtidigt ser partiet ud til at gå væsentligt tilbage. Sidst fik partiet valgt 3 i Københavns Storkreds, nu står de til 1 eller 2. De radikales kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg Ruben Kidde er nok ikke uden chancer, men er oppe imod et nuværende medlem af Folketinget (Samira Nawa) og Klaus Bondam, tidligere borgmester i København.
SF fik ved sidste valg valgt 3 i Københavns storkreds og alle de valgte genopstiller med Pia Olsen Dyhr i spidsen. SF’s lokalpolitiker på Frederiksberg blev sidst 1. suppleant, men den position bliver nok svær at genvinde, da endnu et folketingsmedlem (Lisbeth Bech-Nielsen) nu opstiller i København.
Hos Enhedslisten opstiller Pelle Dragsted på en sikker plads, mens Sabrina Christiansen nok ikke vælges i Sydjylland, hvor hun er opstillet langt nede på listen.
Mette Bram fra Alternativet har nok heller ikke chance for valg, uanset om Alternativet får stemmer nok til at blive repræsenteret i det nye Folketing. Kommer Å ind er det nok Franciska Rosenkilde der vælges i Københavns Storkreds. Hos de Alternative er den kendte frederiksbergske ”whistleblower” Bitten Vivi Jensen opstillet i Københavns Omegns Storkreds.
Frederiksberg lokal-tv vil i de kommende uger dække valget med interviews med lokale kandidater.