Politiets statistik viser, at kriminaliteten er faldet på Frederiksberg. Det fremgår af statistik fra Københavns Politi, der har opdelt politikredsens statistik på kommuner. For Frederiksbergs vedkommende viser statistik en positiv udvikling fra 2022 til 2023 på alle de typer af kriminalitet, der indgår i statistikken.
Helt overordnet er antallet af anmeldelser for overtrædelser af straffeloven faldet fra 5.000 i 2022 til 4.6oo i 2023. Sammenlignet med 2019 er faldet endnu større, idet det i 2019 var ca. 5.750 anmeldelser på Frederiksberg.
Antallet af indbrud i private boliger er også faldet fra 251 i 2019, til 165 i 2022 og kun 127 i 2023.
Antal af anmeldelser under betegnelsen ”tyveri”, som dækker tricktyveri på gadeplan, tyveri på restaurationer og lomme- og tasketyverier, er falder fra 1.065 i 2019 til 683 i 2023. Et fald på 36 % på 4 år.
Antallet af gaderøverier faldt i 2023 til 12, næsten en halvering fra 2022, hvor antallet var 23. I 2020 var antallet med 50 endnu højere.
Antallet af volds-anmeldelser faldt fra 214 i 2022 til 187 i 2023, mens antallet af anmeldte voldtægter faldt fra 24 i 2022 til 16 i 2023. Antallet af anmeldte voldtægter var inden for de sidste 5 år højest i 2020 med 29.
Antallet af anmeldelser af økonomisk kriminalitet, som bl.a. dækker it-relateret økonomisk kriminalitet, er væsentligt højere med ca. 1.300 anmeldelser på Frederiksberg i 2023. Det er dog stadig et fald fra 2022, hvor antallet var ca. 1.500 og i 2019 hvor der anmeldtes lidt under 1.900 tilfælde af økonomisk kriminalitet.
Den sidste type kriminalitet Københavns Politis statistik dækker er ungdomskriminalitet. Det omfatter anmeldelse af kriminalitet, der involverer unge mellem 10 og 17 år. Det dækker bl.a. butikstyverier. Her er der også tale om et fald på Frederiksberg fra 2022 til 2023, fra 81 til 78 anmeldelser. Man kan i referatet fra mødet mellem politiet og politikere i politikredsen se, at Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt bad om en særlig redegørelse for om kommunen kan gøre mere for at reducere antallet. Tallet ligger dog stadig relativt lavt på Frederiksberg sammenlignet med antallet af anmeldelser i Københavns Kommune, som i 2023 havde ca. 600 anmeldelser.