Hvis ikke der sker noget drastisk til fordel for SF i de kommende måneder, vil SF gå tilbage på Frederiksberg ved det kommende kommunalvalg til november. SF fik med 18,2 % af stemmerne et flot valg ved kommunalvalget i 2009. Ved Folketingsvalget i 2011 fik de 10,5 % af de afgivne stemmer på Frederiksberg og siden da er partiet gået yderligere tilbage i meningsmålingerne. Et godt bud er at SF til november ender med mellem 9 og 11 % af stemmerne på Frederiksberg. Gallups seneste måling for København tyder på, at SF’s stemmeandel halveres i hovedstadsområdet.
SF har I den nuværende kommunalbestyrelse 4 pladser. Et af medlemmerne, Pernille Schmidt, har dog meldt sig ud og taget mandatet med til Socialdemokraterne. Men i 2009 var mandaterne dyre for SF, fordi de stod alene udenfor venstrefløjens valgforbund. I et valgforbund ville SF have fået 5 mandater. Det forventes at SF denne gang vil være i valgforbund med Socialdemokraterne og Enhedslisten. Derved bliver mandaterne billiger. I 2009 kostede de yderste mandater kun omkring 3,3 %, men et ”sikkert” mandat kræver nok 3,6 eller 3,7 % af de afgivne stemmer, afhængigt af om Dansk Folkeparti kommer ind. Som det kan ses betyder det, at SF med de forventede stemmetal kan være uheldige og kun få 2 pladser eller heldige og få 3.
SF’s kandidat liste er klar for de første 6 pladser. Balder Mørk Andersen er spidskandidat og det nuværende medlem af kommunalbestyrelsen Carsten Nørballe er opstillet som nummer 3 på listen. Nummer 2 er Pernille Frahm, tidligere medlem af Europaparlamentet og af Folketinget. En af de spændende ting ved det kommende kommunalvalg bliver, i hvilket omfang Pernille Frahm kan tiltrække personlige stemmer og mindske SF’s tab af stemmer f.eks. til Enhedslisten. Kandidaterne er opstillet sideordnet, hvilket betyder at det alene er de personlige stemmer der afgør rækkefølgen.
Opsummerende er vores vurdering at SF’s andel af stemmerne ved det kommende kommunalvalg på Frederiksberg vil svare til 2,5 mandater, og at det derfor er et spørgsmål om hvordan stemmerne falder på andre partier om SF får 2 eller 3 pladser i den kommende kommunalbestyrelse.