KV13: Socialdemokraterne: holder skansen, men går 1 tilbage

Socialdemokraterne ser ud til at fastholde sit stemmetal til kommunalvalget på Frederiksberg i november 2013. Men de mister sandsynligvis alligevel et af deres 6 nuværende oprindelige pladser i kommunalbestyrelsen, fordi de var meget heldige ved sidste valg og fik deres yderste mandag meget billigt.

Et af de mere overraskende ting i prognoserne for kommunalvalget til november er, at socialdemokraternes tilbagegang på landsplan ikke ser ud til at ramme lige så hårdt lokalt i kommunerne. Faktisk synes der de fleste steder at være tale om status quo. Enkelte steder måske endda om fremgang, hvilket Gallups prognoser for Ålborg og Odense tyder på.

På Frederiksberg betyder det, at prognoserne forudser, at A får mellem 19 og 20 procent af stemmerne ved KV13. Ved kommunalvalget i 2009 fik de 19,8 %, hvilket under ”normale” omstændigheder vil give 5 pladser i det 25 mands store kommunalbestyrelse. Men som nævnt var A sidst heldigt og fik ved hjælp af stemmer fra Enhedslisten (som de var i teknisk valgforbund med) et 6. mandat. Havde SF dengang været med i valgforbundet ville A have mistet et mandat til SF. Ved det kommende valg forventes det at venstrefløjens valgforbund vil omfatte alle 3 partier og det vil derfor blive vanskeligt for A at fastholde det 6. mandat uden en fremgang til op over 21,5 %.

Kommunale stemmetal påvirkes af de personer partierne stiller op. Socialdemokraternes kandidatliste er på plads med Katrine Lester som spidskandidat og Michael Vindfeldt som nr. 2. Der er ingen overraskelser eller nye stemmeslugerer på listen, ligesom Katrine Lester også var spidskandidat for 4 år siden. Så der er ikke meget der tyder på at de personlige stemmer vil ændre sig meget. Katrine Lester fik et rimeligt personvalg sidst, hvor hendes personlige stemmer udgjorde over 20 % af partiets samlede stemmetal. Hun er nu mere kendt end for 4 år siden, men der er usikkert om hun slår mere igennem ved det kommende valg.

Vores vurdering er således, at Socialdemokraterne sandsynligvis vinder 5 pladser i den kommende kommunalbestyrelse på Frederiksberg. Dog med en svag chance for at valgtallene i venstrefløjens valgforbund falder så heldigt ud for A, at de igen får et billigt 6. mandat.