Den store nyhed på Frederiksberg i sidste uge var uden tvivl at bestyrelsen i Frederiksberg Boligfond enstemmigt meddelte at de havde indgået aftale om salg af 3 ejendomme, de tre vi har beskrevet indgående i et tidligere opslag Frederiksberg Boligfond undersøger salg af 4 afdelinger – Frederiksbergnyt. Køberen er beboerne selv i et alment boligselskab, hvor KAB hjælper med etableringen. Salget er dog under forudsætning af at køberne opnår statstilskud fra Fonden for Blandede Byer, som først tager stilling til ansøgningen om støtte efter 1. september. Men Boligfondens næstformand føler sig sikker på at salget vil blive støttet, for som at skriver på facebook, ”da frb. Boligfond eksplicit var omtalt i regeringens forslag.
Nyheden har fremkaldt mange opslag på Facebook, de fleste med rosende ord om løsningen, mens f.eks, flere konservative politikere har skrevet mere blandede opslag. Bl.a. citeres Nicolaj Bøgh for at kalde det ”et stunt. For man sælger billige boliger til nogle andre, der også vil lave billige boliger . Og det kommer der altså ikke flere billige boliger ud af”. Bøgh forbigår derved alternativet – salg til private med fare for at huslejen steg. Et andet konservativt medlem af kommunalbestyrelsen, skriver på facebook at de konservative ”valgte at gå imod salget”, hvilket forbigår at de konservative faktisk stemte for det i økonomiudvalget og i kommunalbestyrelsen.
Bestyrelsen i Boligfonden har ligeledes besluttet at sælge afdelingen Svalegården, men dette afventer at den retssag nogle af lejerne i Svalegården har anlagt mod Boligfonden afgøres i retten, hvilket først sker i 2023.
Pelle Dragsted beskriver selv resultatet som et klart nederlag, da bestyrelsen havde ønsket at holde alle afdelinger i Boligfonden samlet, ”men mange års økonomiske problemer og en udskudt retssag, der forhindrer os i at få finansiering, spændte ben”. I den situation var salget til et nyt beboerdemokratisk selskab, det bedst mulige.