Frederiksberg Boligfond vandt (første runde) – opdateret med rettens egne ord

Byretten på Frederiksberg har i dag d. 1.2. afgivet dom i den sag en række beboere i den Sønderjyske by har anlagt mod Frederiksberg Boligfond med krav om at kunne købe deres boliger til den lave pris som et skøde fra 1932 synes at give dem ret til. Byretten frifandt Frederiksberg Boligfond og samtidigt skal lejerne betale sagens omkostninger, hvilket beløber sig til 6.800 kr. per lejer i de over 200 lejemål der står bag søgsmålet.

Se rettens ord: https://domstol.dk/frederiksberg/aktuelt/2021/2/dom-i-sagen-om-forkoebsret-til-den-soenderjyske-by/

Ifølge Ejendomswatch (https://ejendomswatch.dk/Ejendomsnyt/Investorer/article12728771.ece) lagde retten til grund “at Frederiksberg Kommune, som i modsætning til lejerne oprindeligt var part i aftalen om at overdrage ejendommene til Frederiksberg Boligfond, var berettiget til at indgå en ny aftale med boligfonden og i den forbindelse at fraskrive sig forkøbsretten, hvorefter lejernes ret ligeledes må anses for at være bortfaldet” (citat fra rettens afgørelse).

Den omtalte “nye aftalen” blev vedtaget på lukkede dagsordener i kommunens økonomiudvalg og kommunalbestyrelse, så der er ikke mange oplysninger om hvilke overvejelser, der lå bag flertallets beslutning om, at kommunen skulle fraskrive sig forkøbsretten. Det er dog offentligt kendt at 2 partier, Enhedslisten og SF, stemte imod.

Rettens inddragelse af kommunen i dens præmis lægger øget pres på kommunens ageren og på den rolle det konservative folkeparti har haft i forløbet. Formanden for bestyrelsen, Flemming Brank; er et centralt medlem af den konservative gruppe i kommunalbestyrelsen. Hen er gruppeformand for partiet , rådmand og formand for socialudvalget.

Lejerne kan nu overveje, om de vil anke afgørelse, og om de eventuel vil sagsøge Frederiksberg Kommune for at have blokkeret for, at lejerne kunne få en forkøbsret. Lejerne har i deres oprindelige søgsmål allerede foregrebet den mulighed, at de ville kunne søge erstatning hos kommunen.