Stemmer på mindre lister uden for valgforbundene kan komme til at afgøre tætte valg, som det der forventes på Frederiksberg til kommunalvalget til november.
Ved kommunalvalget på Frederiksberg i 2017 opstillede der, ud over de kendte partier, 4 små lister, der tilsammen fik 379 stemmer. To af listerne tilsluttede sig (hvert sit) valgforbund, så reelt var det kun 134 stemmer, der ikke blev talt med da mandaterne skulle fordeles og dermed var “spildte”. Samtidigt var forskellen mellem det borgerlige valgforbund (med de konservative) og den såkaldte grønne koalitions valgforbund kun 172 stemmer.
Ved det kommende valg ved vi allerede, at de ”kendte partier”, forstået som partier der er opstillingsberettige til det kommende folketingsvalg, udvides med mindst 1 parti, ”Veganerpartiet”. De har på Facebook lagt op til, at de stiller op på Frederiksberg, og at de vil tilslutte sig den grønne koalition. ”Kristendemokraterne” stiller normalt også op (de fik sidst 80 stemmer) og plejer at indgå i det borgerlige valgforbund. Endeligt er der ”Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti” (sic!), udbryderne fra Alternativet, som er i gang med at indsamler vælgererklæringer så de kan blive opstillingsberettiget til Folketinget. De har her i starten af marts indsamlet over 4.600 erklæringer. Om de stiller op på Frederiksberg vides ikke endnu, men da en af stifterne (Uffe Elbæk) bor på Frederiksberg er det sandsynligt.
Ud over de ”kendte” har en række andre lister eller personer allerede været ude at sige de opstiller til kommunalvalget.
Det drejer sig bl.a. om det paneuropæiske parti “Volt – Danmark i Europa”. En af partiets forpersoner, Katrine Richter, har allerede i Frederiksberg Bladet meddelt opstillingen og sit kandidatur, ligesom hun har meddelt, at de har skaffet penge til en reklame på en bus i Frederiksberg/København i 4 uger op til valget. VOLT er som nævnt et Paneuropæisk parti, der opstiller i flere EU-lande. Det er pt. ikke muligt nærmere at se, hvad partiet går ind for, bortset fra at de er for EU og imod nationalisme. VOLT vil også stille op til folketingsvalg og er begyndt at indsamle de nødvendige stillere. Pt. har de indsamlet 26 underskrifter, for en folketingsopstilling kræves over 20.000 underskrifter. På Frederiksberg kræves kun 25 stillere for at kunne stille op til kommunalvalget. Katrine Richter stillede for øvrigt op til Europa Parlamentsvalget i 2019 for Volt i Belgien. Partiet ligner nok mest det radikale venstre.
Hannibal Gabriel Hildorf som deltog i ”Talent 2008” og er dansktop-sanger, har meddelt at Frederiksberg Havenisse-parti stiller op. Hildorf stillede også op til kommunalvalget i 2013, som eneste kandidat for ”Hjertepartiet”. Ved det valg fik han 121 stemmer. Hjertepartiet indgik ikke i nogle af de 2 store valgforbund, der dækkede alle andre opstillede partier og lister. Lige som sidst kalder Hildorf sit parti ”et midterparti”, hvorfor de næppe slutter sig til et valgforbund.
Bitten Vivi Jensen, som i Wikipedia omtales som ergoterapeut, bisidder og whistleblower, har på Facebook bekendtgjort har hun stiller op til kommunalvalget som ”borgmester-kandidat”. Bitten Jensen har igennem flere år kørt en kamp mod Frederiksberg Kommune, især mod familieafdelingen og jobcentret og har i forbindelse med dette kritiseret alle kommunalbestyrelsens partier. Det er derfor næppe sandsynligt at hendes liste kommer til at indgå i nogle af valgforbundene. Og da det næppe lykkes listen at få de nødvendige omkring 2.000 stemmer det kræver for at partier uden for valgforbundene kan forvente at få en valgt, vil stemmerne nok ikke blive talt med i mandatfordelingen. Det må forventes at være til fordel for de konservative.
Ud over de nævnte findes der en række initiativer, som måske vil stille op på Frederiksberg. Ved sidste kommunalvalg opstillede ”Frederiksbergsk Folkeparti” med sloganet ”Jyderne ud af byen”. Muligvis et satirisk projekt, som fik 156 stemmer og var tilsluttet oppositionens vangforbund. Partiet er stadig aktiv (senest med kritik af, at der er kommet gylle i Frederiksbergs drikkevand), men om de stiller op igen vides ikke.
På den ”borgerlige fløj” opstillede sidst Frederiksberg Borgerliste, som var med i det borgerlige valgforbund. Listen fik 89 stemmer. Listens 2 kandidater Michael Larsen og Frits Degner er senere gået hvert til sit. Michael Larsen tilbage til Dansk Folkeparti, mens Frits Degner meldte sig ind i de konservative. Degner har dog senere meldt sig ud igen, men har ikke meldt ud om det betyder at har igen opstiller i form af Frederiksberg Borgerliste, som i 2013 0g 2017.
På højrefløjen opstillede også Dansk Samling og listen Margues de Sade, som begge stod uden for valgforbundene og fik henholdsvis 56 og 78 stemmer. Heller ikke disse lister har meddelt de stiller op.
Så også ved det kommende valg må der nok forventes ”store stemmesedler” og en del stemmespild. Og der kan sagtens nå at melde sig flere lister på banen, da det er forholdsvis let at blive opstillingsberettiget til kommunalvalg. Der kan slet ikke udelukkes flere borgerlige lister, der er kritisk over for byens konservative borgmester efter mediestormen om boligspekulation.