32 konservative kandidater til KV21

De konservative har offentliggjort deres kandidatliste til kommunalvalget d. 16. november. Ikke overraskende genopstiller alle de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer med undtagelse af tidligere borgmester Jørgen Glenthøj. Både Laura Lindahl og Karsten Skawbo-Jensen stiller således op, selv om de tidligere har sagt de ikke ville genopstille. Laura Lindahl gik tidligere på året fra Liberalt Alliance til de konservative og tog, trods kritik fra Liberalt Alliance, mandatet med. Af tidligere kommunalbestyrelsesmedlemmer stiller Malene Sandfeld op, nu som nummer 13 på listen og tættere  på valg.

Listen indeholder heller ikke mange overraskelser blandt de nye navne. Den tidligere rigspolitichef Bent Isager-Nielsen, der er nummer 11 på listen, er lidt kendt fra TV, og det samme er ”gift ved første blik”-præsten Michael Brautsch, som også er sognepræst på Frederiksberg. Han er nummer 12. Brautsch er også formand for kommunens udsatteråd, hvor til kommunalbestyrelsen udpegede ham et af de ”ikke-politiske” medlemmer. Listen indeholder endnu en ”parti-hopper”, da også nummer 16 på listen Jacob Rosenberg oprindeligt blev valget til Regionsrådet for Liberalt alliance, men sprang til de konservative i december 2019, og tog lige som Lindahl mandatet med. Til gengæld mangler listen kendte erhvervsfolk, f.eks. Jesper Buch, som der ellers var nogen, der forventede ville opstille efter stor omtale med ros til de konservative i Frederiksberg Bladet.

Den konservative liste blev naturligvis straks diskuteret på Facebook, hvor den tidligere konservative Frits Degner mente den ”er lige så traditionel som den er kedelig og mangler helt innovativ fornyelse”. Der blev også udtrykt forundring over at den mest udskældte konservative politiker i denne periode, formanden for Frederiksberg Boligfond Flemming Brank, er opstillet højt på listen (nr. 4). Han har om nogen fået skylden for de nu kuldsejlede planer om at sælge Den Sønderjyske By til den amerikanske kapitalfond Blackstone.

De konservative fik ved sidste valg 37,1 % af stemmerne på Frederiksberg og fik valgt 11 ud af de 25 medlemmer i kommunalbestyrelsen. Siden har Laura Lindahl som nævnt forladt LA og taget mandatet med til de konservative, som nu kun mangler et mandat fra at have absolut flertal. Normal leverer Venstres Jan Jørgensen denne stemme, men den kan også leveres af SF eller Å, der ligesom Venstre kun har et medlem i kommunalbestyrelsen.

Landstendensen er i øjeblikket positiv for de konservative, så det må forventes, at de kan gå frem ved det kommende kommunalvalg. Dog har de borgerlige vælgere, som nu går fra Venstre til de konservative ved landsvalg, måske altid stemt konservativt ved lokalvalg på Frederiksberg. Dernæst er det også spørgsmålet om hvordan lokalsager, som sagerne i Boligfonden, Aggesens boligsag, flere lokalplanssager, bl.a. lokalplanen for Prins Henriks Skole, vil påvirke stemmetallene.

Ved sidste valg vandt de blå partier flertallet med 172 stemmer. Det bliver nok også tæt ved det kommende valg, og så kan det godt være at de konservative vil mangle en ”kendtis”, som f. eks. rejsemanden Stig Elling, der stillede op sidst og skaffede partiet 450 stemmer. Der synes at mangler en af hans kaliber på den præsenterede liste.

Den konservative liste

  1. Simon Aggesen
  2. Alexandra Dessoy
  3. Nikolaj Bøgh
  4. Flemming Brank
  5. Helle Sjelle
  6. Laura Lindahl
  7. Merete Winther Hildebrandt
  8. Fasael Rehman
  9. Brian Holm
  10. Carina Høedt
  11. Bent Isager-Nielsen
  12. Michael Molin Brautsch
  13. Malene Sandfeld
  14. Claus Wagenblast-Franck
  15. Helene Fagerhøj
  16. Jacob Rosenberg
  17. Anders Storgaard
  18. Asli Usakli
  19. Jakob Sejergaard
  20. Klavs Van Hauen
  21. Amalie Grammelstoff
  22. Nico Reich Morales
  23. Susan Vestergaard
  24. Torsten Vittrup Dalegaard
  25. Trine Labuhn
  26. Henrik Smith Lange
  27. Susanne Elmark
  28. Bo Gøtz
  29. Else Marie Thorgaard
  30. Jacob Teckemeier
  31. Karsten Skawbo-Jensen