Frederiksberg Kommunelærerforening er ikke glad for regeringens foreslag om gradvis at afskaffe efterlønnen, samtidigt med at pensionsalderen hæves. De har derfor skrevet et åbent brev til statsministeren:
Frederiksberg d. 5. januar 2011
Kære statsminister Lars Løkke Rasmussen
I din nytårstale fremlagde du regeringens plan for afskaffelse af efterlønnen. Du gjorde opmærksom på, at det var særlige grupper i samfundet, som har brug for efterlønnen.
Mine kolleger og jeg er ikke enige. Efterlønnen er fortsat en nødvendighed for en bred del af befolkningen.
I disse år presses vi som offentligt ansatte mere end nogensinde før: Vi skal producere mere med færre hænder. Det skaber større nedslidning for den enkelte, både fysisk og psykisk.
Dit forslag om fjernelse af efterlønnen vil betyde, at mine lærerkolleger og jeg i fremtiden skal arbejde frem til vores 70. år.
Jeg er overbevist om, at dit forslag beror på manglende viden om arbejdsforholdene på det danske arbejdsmarked generelt – og i den danske folkeskole specifikt.
Jeg vil derfor benytte chancen til at invitere dig ud på en folkeskole på Frederiksberg. Her vil du – blot for én dag – få lejlighed til at arbejde som lærer.
Derefter håber jeg, at vi kan drøfte, om det er et job, du mener, du kan holde til, til du bliver 70 år – eller om der fortsat er behov for efterlønnen.
I håbet om positiv respons
Ane Søegaard
Formand for Frederiksberg Kommunelærerforening