Flertallet i Frederiksberg kommunalbestyrelse vedtog ved budgetvedtagelsen af budget 2011, at der i 2011 skal skæres voldsomt i hjemmehjælpsydelserne til rengøring og i hjælpen til bad. Den årlige besparelse fastsattes på rengøringen til 4,6 mio. kr. og på hjælp til bad 800.000 kr. Hertil kom en særlig ekstra besparelse på rengøringshjælp, idet flertallet vedtog, at der skal spares yderligere 1 mio. kr. på en revisitering, således at borgere der er visiteret til for meget hjælp fratages denne.
Det hed i beslutningsforslagene, at ”der både kan tildeles mindre og mere tid”, hvilket borgmester Jørgen Glenthøj nævnte flere gange i debatten, som svar på kritikken fra Enhedslistens repræsentant i kommunalbestyrelsen, der som den eneste stemte imod.
Nu har Sundheds- og omsorgsudvalget fået præsenteret administrationens første planer for hvorledes de besluttede besparelser skal opnås. Det indbefatter at 2/3-dele af de 3.372 borgere som modtager op til 110 minutters hjælp til rengøring, vil få reduceret den hjælp de modtager i dag. For over halvdelen af dem vil nedskæringen betyde en reduktion fra de 90 minutter de får i dag til 75 minutter.
Dette er ifølge administrationen ikke en nedskæring. Det har hidtil taget al for lang tid for hjemmehjælperne at udføre den rengøring borgerne er visiteret til. Der sker ingen ændringer i de visiterede ydelser, som det hedder. Det skal bare gøres hurtigere.
Af de borgere som modtager hjælp til bad vil 80 % opleve en forringelse. Den tid der afsættes til hjælpen skæres ned. For eksempel således, at den ene halvdel af de borgere der i dag modtager den mest brugte visitering på 40 minutter, for skåret tiden ned med 5 minutter til 35 minutter, mens den anden halvdel mister 10 minutter. Faktisk er den eneste grund til at ikke alle der modtager hjælp til bad rammes af nedskæringen, at der ikke skæres i tider under 30 minutter og administrationen kun ligger op til at halvdelen af dem der for visiteret 30 minutter får skåret deres hjælp ned til 25 minutter.
Både for rengøringen og hjælpen til bad gælder, at der ikke er en eneste borger der får tildelt mere tid. Dette til trods for at borgmesteren, i budgetdebatten påstod, at det ville være tilfældet.
Se http://www.frederiksberg.dk/PolitikOgDemokrati/Udvalg/SundhedsOgOmsorgsudvalget/~/media/74EB1123C1FB4423995C7EF3B942B960.ashx (sag 6)