Valgprognose: Får Dansk Folkeparti en plads i Frederiksberg Kommunalbestyrelse?

Første runde i fordelingen af mandaterne på Frederiksberg foregår mellem de 2 store tekniske valgforbund og dem der står udenfor, hvilket er Hjertepartiet og Dansk Folkeparti. For at få et mandat skal et parti udenfor valgforbundene opnå 4 % af de gyldige stemmer. Det svarer til ca. 2.000.

Det første meget vigtige spørgsmål er, om Dansk Folkeparti kommer ind. Ved kommunalvalget i 2009 manglede partiet kun 165 stemmer. I mellemtiden er Dansk Folkepartis opbakning på landsplan vokset. Ved sidste Folketingsvalg fik de 7 % af stemmerne hvilket er mere end rigeligt til en plads i kommunalbestyrelsen. Samtidigt er de konservatives tiltrækningskraft ved kommunalvalget svækket. I 2009 fik Dansk Folkeparti således 720 stemmer færre til kommunalvalget på Frederiksberg, sammenlignet med hvor mange stemme partiet fik til det samtidige regionsrådsvalg. 720 stemmer er sikkert et godt mål for hvor mange, der dengang gik fra O til C ved kommunalvalget.

De to forhold, Dansk Folkepartis fremgang nationalt og de konservatives svækkede tiltrækningskraft kommunalt, vil med stor sandsynlighed betyde, at Dansk Folkeparti igen bliver repræsenteret i kommunalbestyrelsen. Partiet har ført en markant valgkamp omkring genoprettelsen af buslinjerne 14 og 15, hvor de har indsamlet 2400 underskrifter. Der er dog langt op til de 8 % som er nødvendige for at få 2 pladser, så det er næppe sandsynligt.

Hjertepartiet har til gengæld næppe en chance. 2.000 stemmer er det meget svært at skaffe uden et parti bag sig.