Intet politisk magtskifte – og dog

Ved sidste folketingsvalg på Frederiksberg fik oppositionen i Folketinget (A,B.F,Ø og Å) tilsammen hele 60,6 % af stemmerne på Frederiksberg. Alligevel må man forvente, at det kommende kommunalvalg på Frederiksberg vil resultere i et borgerligt flertal blandt de kommende 25 medlemmer af Kommunalbestyrelsen. Det skyldes borgmestereffekten, som giver de konservative væsentligt flere stemmer til kommunale valg end til regionale- og landsvalg. Ved kommunalvalget i 2013 fik C 35,7 % af stemmerne på Frederiksberg. Ved valget til regionsrådet, som blev afholdt på den samme dag i 2013, fik C 19,3 % af stemmerne og til Folketingsvalget i 2015 fik C kun 5,9 % af stemmerne på Frederiksberg. En sammenligning af de 2 valg i 2013 tyder på en borgmestereffekt ved det kommunale valg på 4 – 5 pladser i kommunalbestyrelsen. Men det må forventes, at de konservatives landspolitiske tilbagegang resulterer i en svækkelse af borgmestereffekten, og at de konservative derfor går tilbage fra de 10 pladser de fik i kommunalbestyrelsen i 2013. Borgmestereffekten er dog nok stadig stærk nok til at sikre de borgerlige partier et flertal i en kommende kommunalbestyrelse efter valget i november 2017. Så der synes altså ikke at være et politisk magtskifte på vej på Frederiksberg. Og dog – der kan faktisk godt ske noget inden for den borgerlige gruppe. Svækkelsen af de konservative kan resultere i en styrkelse af Venstre og Liberal Alliance og dermed i et magtskifte i den borgerlige lejr. De konservative kan således blive mere afhængige af de liberale partier efter valget.