De radikale har valgt ny spidskandidat

Det radikale venstre på Frederiksberg har valgt partiets spidskandidat til det kommende kommunalvalg i november 2017. Valget blev en tæt kamp mellem Karsten Lauritsen, som er den ene af partiets nuværende 2 medlemmer af byrådet, og Lone Loklindt, som tidligere har været medlem af byrådet, men trådte ud da hun ved det forrige folketingsvalg blev valgt til Folketinget. Loklindt mistede dog folketingspladsen ved det sidste valg og stillede derfor igen op til kommunalvalget. Lone Loklindt vandt efter sigende med en stemme, men partiets hjemmeside er ikke yderligere meddelsom. Heller ikke om hvorfor partiets hidtidige spidskandidat Morten Jung, der pt. er 1. viceborgmester og formand for kultur- og fritidsudvalget, valgte ikke at genopstille.

Her siger rygterne, at det skyldtes, at han ikke kom med i sidste valgrunde og ikke ville stå som nummer 3 på listen. Med tabet af Morten Jung mister de radikale en profil, der har sat et stort personligt fingeraftryk på byen.

Der kan læses mere om dette på https://frederiksberg.radikale.dk/content/kommunalt-comeback-til-lone-loklindt, hvor man også kan se de 8 kandidater de radikale opstiller til det kommende kommunalvalg. Det er bemærkelsesværdigt, at der blandt de 8 kandidater kun er 2 kvinder. Får de radikale 2 pladser i byrådet igen, må det forventes, at det er Lone Loklindt og Karsten Lauritsen der bliver valgt. Partiet plejer dog at stille kandidaterne op sideordnet (men dog prioriteret), så det er de personlige stemmer, der bliver afgørende for rækkefølgen