Blackstone dropper køb af Den Sønderjyske By

Den amerikanske kapitalfond har meddelt, at de dropper købet af beboelsesejendomme fra Frederiksberg Boligfond. Dermed bliver bl.a. Den Sønderjyske By ikke solgt. Begrundelsen for at handlen ophæves er, at beboernes har lagt sag an mod Frederiksberg Boligfond om lovligheden af salget, hvilket kan betyder udsættelse og måske flere års usikkerhed om projektet. Derfor er Blackstone og Frederiksberg Boligfond blevet enige om at ophæve deres aftale.

Aftalen om køb af nogle af Boligfondes ejendomme stammer tilbage fra november 2018, hvor Blackstone via firmaet 360 North oprindeligt ville købe 3 ejendomsområder, hvor af et dog blev købt af lejerne, da de fik det lovpligtige tilbud om beboerkøb ved salget. De 2 andre områder ”Den Sønderjyske By” og karreen ”Svalegården” prøvede på andre måder at hindre salget, bl.a. med reference til det oprindelige skøde. I dette skøde fra 1928 (hvor ejendommene blev solgt af Frederiksberg Kommune til Frederiksberg Boligselskab) var der tinglyst en regel om, at hvis boligselskabet ville sælge ejendommene kunne Frederiksberg Kommune købe dem tilbage til den oprindelige pris (uden hensyntagen til værdistigninger), og hvis kommunen ikke var interesseret, skulle beboerne have et tilsvarende mulighed. Da kommunen fraskrev sig muligheden, mente beboerne de skulle have haft tilbuddet, hvilket ikke skete. Det resulterede i, at beboerne i marts 2019 anlagde sag mod Frederiksberg Boligfond (arvtageren fra det oprindelige Boligselskab), for at få undersøgt om tinglysningen stadig gælder. I Byretten fik beboerne ret i at sagen skal undersøges, hvilket forventes at ske i efteråret 2020.