Kommunalbestyrelsen udvides, men til hvor mange?

Frederiksberg rådhus - foto: Morten Bjerg 2012

Forligspartierne bag Frederiksbergs budgetforlig 2021-22 aftalte (som vi tidligere har omtalt) i forbindelse med forliget, at kommunalbestyrelsen skulle udvides fra 25 til 27 medlemmer. Beslutningen skulle have været konfirmeret på kommunalbestyrelsesmøde d. 7. december.

Forventningen var, at det ville være en ren formalitet, men det lykkedes Enhedslisten Rådmand Thyge Enevoldsen at spolere borgmesterens køreplan. Med argumenter om:

– at også 27 medlemmer var udemokratisk, fordi det stadig betød at ”spærregrænsen” for at få valgt et medlem på 3,7 % var for højt (selv om det var bedre end de nuværende 4 %)

– at 9 ud af de 10 kommuner, som har nogenlunde den samme størrelse som Frederiksberg, har valgt at have 31 medlemmer i deres byråd, 31 er det højeste antal der er tilladt (bortset fra København, der med 55 medlemmer i borgerrepræsentationen har en ”spærregrænse” på 1,8 %), og

– at der efter hvad partierne i kommunalbestyrelsen igennem tiderne har meldt ud, nok åbenbart var et flertal blandt forligspartierne for kun at udvide til 27, mens der i den samlede kommunalbestyrelsen syntes at være et flertal på 31. Derfor var det udemokratisk at beslutningen alene blev truffet af forligspartierne.

Thyge Enevoldsen pegede også på, at Enhedslisten mener udvidelsen kan ske uden yderligere udgifter til honorarer og vederlag.

Efter indlægget fra Enhedslistens rådmand, tog Venstres Jan E. Jørgensen ordet og erklærede sig enig med Enhedslisten og selv om Borgmester Simon Aggesen flere gange forsøgte, at fastholde, at der var indgået et budgetforlig om udvidelsen, opretholdt Jan E. Jørgensen (3 gange!) sit krav om, at budgetforligskredsen skulle indkaldes for igen at overveje omfanget af udvidelsen. Sagen blev derefter udsat og resultatet er uafklaret.