FV15: Jan og Laura valgt, Lars og Lone vraget

Jan E. Jørgensen (V) præsterede ved folketingsvalget at få flere stemmer end Martin Geertsen og derved vinde Venstres andet (og sidste) mandat i Københavns Storkreds. Jan E. fik 3.254 personlige stemmer mens Geertsen fik 2.576 altså en forskel på 678 stemmer. Også Laura Lindahl (L) blev valgt. Hun fik 2.691 personlige stemme og blev valgt på Liberal Alliances 2. mandet (et tillægsmandat) i København.

Derimod blev de konservatives Lars Barfoed ikke genvalgt, da de konservative samlet set ikke fik stemmer nok til et tillægsmandat i Københavns Storkreds. Lars Barfoed fik 2.606 personlige stemmer. Heller ikke Lone Loklindt fra Det Radikale Venstre blev genvalgt. Hun fik 1.134 personlige stemmer, hvilket placerede hende som nr. 4 blandt de radikale i Københavns Storkreds. De radikale fik kun 1 valgt (Ida Auken).

Af de opstillede Frederiksberg borgere blev endvidere Pelle Dragsted valgt for Enhedslisten med 2.599 personlige stemmer og Mai Mercado for de konservative (på Fyn) med 5.366 personlige stemmer. Overraskende nok blev Thyra Frank (opstillet for Liberal Alliance i Nordjylland) ikke genvalgt, selv om partiet havde prioriteret hende højest.