7 medlemmer af byrådet stiller op til Folketinget

Med undtagelse af Dansk Folkeparti har alle partier, der er repræsenteret i Frederiksberg kommunalbestyrelse, opstillet et af partiets medlemmer i kommunalbestyrelsen til det forestående Folketingsvalg. 6 af de 7 medlemmer er opstillet på Frederiksberg, undtagelsen er Mai Mercado der er opstillet for de konservative på Fyn. I princippet er der 2 kredse på Frederiksberg, men der ud over fordeles der i Københavns storkreds en antal tillægsmandater således at der bliver valgt 20 i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner. Under ”Læs mere” kan der læses mere om kandidaterne på Frederiksberg.

 

A: Socialdemokraterne har opstillet MFK (Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse) Sine Heltberg i Slotskredsen. Kandidaten i Falkonerkredsen, Bo Kømler, er nok det der kaldes en ”skyggekandidat”, hvilket betyder at han nok ikke fører en personlig valgkamp. Socialdemokraterne ønsker at samle hele Frederiksberg bag Sine Heltberg. Se mere på http://www.socialdemokraterne.dk/da/politikere/ft-kandidater/sine-heltberg/. Ifølge Altingets vurderinger får A 4 mandater i Københavns Storkreds.

B: De Radikale har opstillet MFK Karsten Lauritsen i Slotskredsen. I Falkonerkredsen har de opstillet nuværende folketingsmedlem Lone Loklint (som tidligere har været medlem af byrådet). Man kan læse mere om Karsten Lauritsen på https://radikalehovedstaden.dk/politiker/karsten-lauritsen/ og om Lone Loklint på http://radikale.dk/profil/lone-loklindt. B står i Storkredsen til 3 mandater.

C: De konservative har opstillet Lars Barfoed som partiets spidskandidat på hele Frederiksberg og i Brønshøj. Den lokale MFK Mai Mercado er som nævnt partiets spidskandidat på Fyn. De skal dog nævnes at Lars Barfoed (som alle ved) har bopæl på Frederiksberg (i et af Frederiksberg Boligfonds afdelinger). C forventes kun at få en valgt i storkredsen.

F: SF har opstillet 3 spidskandidater i Købehavns Storkreds og de har delt kredsene mellem sig. Det betyder at spidskandidaten i Slotskredsen er Pia Olsen Dyhr, og i Falkonerkredsen er det Ôzlem Sara Cekic. Den lokale MFK Balder Mørk Andersen er opstillet sideordnet, som en af de ikke-prioriterede kandidater. Man kan læse mere om Balder Mørk Andersen på Altingets hjemmeside http://www.altinget.dk/kandidater/ft15/Balder-Moerk-Andersen. SF står til at få valgt 2 i storkredsen.

I: Liberal Alliance opstiller deres kandidater i storkredse og spidskandidaten i København er Simon Emil Ammitzbøll. Frederiksbergs lokale MFK Laura Lindahl er opstillet som nr. 2. Se mere om Laura Lindahl på https://www.liberalalliance.dk/person/702. LA står til at få valgt 1.

K: Kristdemokraterne opstiller kun 3 kandidater i København. Spidskandidaten hedder Henrik Howardsen (se http://www.altinget.dk/kandidater/ft15/Henrik-Howardsen), som er mest kendt for, at han fornylig foreslog Klaus Riskjær Petersen som kandidat for Kristdemokraterne i København. Kristdemokraterne står ikke til at blive valgt ind i folketinget.

O: Dansk Folkeparti opstiller i Slotskredsen den lokalt kendte Jette Plesner Dali, der er partiets første suppleant til kommunalbestyrelsen. I Falkonerkredsen opstiller partiet Morten Dreyer, som er fra Dragør. Se mere om Jette Dali på http://www.altinget.dk/kandidater/ft15/Jette-Plesner-Dali. O forventes at få valgt 3 i København Storkreds.

V: Venstre opstiller nuiværende medlem af Folketiget og MFK Jan E. Jørgensen i Slotskredsen. Venstres kandidat i Falkonerkredsen er (ligesom kandidaten for Socialdemokraterne) nok en ”skyggekandidat”; det forventes ikke at kandidaten Søren Sørensen fører en personlig valgkamp, så Venstre på Frederiksberg samler sig bag Jan E. Jørgensen (https://www.venstre.dk/personer/jan-e-joergensen). Venstre står i Altingets marts måling til at få valgt 2 i storkredsen.

Ø: Enhedslisten har opstiller MFK Thyge Enevoldsen i Slotskredsen og i Falkoner Kredsen en af partiets spidskandidater Pelle Dragsted, som også bor på Frederiksberg. Her skal man ikke forvente at Thyge Enevoldsen fører en personlig valgkamp, men det er der nok ingen af dette partis kandidater der gør. På Frederiksberg vil der sandsynligvis kun være plakater med Johanne Smith Nielsen. Enhedslisten opstiller også en frederiksberg borger i Tårnby kredsen (Sarah Glerup Kristensen).  Læs mere om Pelle Dragsted på http://www.altinget.dk/kandidater/ft15/Pelle-Dragsted. Enhedslisten står ifølge Altinget til at få valgt 4 i København Storkreds.

Å: Alternativet opstiller deres kandidater I storkredse og spidskandidaten I København er nuværende løsgænger I Folketinget Uffe Elbæk, som bor på Frederiksberg. Blandt partiets øvrige kandidater i København bor mindst en mere på Frederiksberg, nemlig  Carolina Magdalene Maier (http://alternativet.dk/carolina-magdalene-maier/). Læs mere om Uffe Elbæk på http://www.altinget.dk/kandidater/ft15/Uffe-Elbaek. Det er usikkert om Å for de nødvendige 2 %, hvis de gør må man forvente Uffe Elbæk bliver valgt.