KV17: Hvilke konservative bliver valgt?

De konservative stiller med 26 kandidater til kommunalvalget. Oprindeligt var de 27, men Hjerne-Madsen (Peter Lund Madsen) trak sit kandidatur, da han ikke ønskede at stå til regnskab for konservativ politik på landsplan http://www.dr.dk/nyheder/politik/overvaeldet-hjerne-madsen-traekker-sit-byraadskandidatur. (Se listen neden for).

Der vil blive kamp om de konservative pladser i kommunalbestyrelsen og med sideordnet opstilling bliver det en alles kamp mod alle. Ved valget i 2013 krævede det 295 stemmer at blive valgt ind. Denne gang bliver kravet nok noget højere.

 

Men hvem bliver så valgt? Det er selvfølgelig svært at forudse, især når det også er usikkert hvor mange konservative der bliver valgt. Hvis de konservative f.eks. får valgt 9 skal man nok ikke forvente, at det er de 9 der står øverst på listen, der bliver valgt.

Kandidaternes personlige stemmetal fra det sidste valg giver en strømpil. Ud over borgmesteren er det nok rimeligt sikkert at Brian Holm, Simon Aggesen, Pernille Høxbro og Flemming Brank bliver genvalgt. I næste runde af de nuværende medlemmer kommer Karsten Skawbo-Jensen og Nikolaj Bøgh, men der er også nogle nye kandidater. Stig Elling opstiller igen efter 4 års pause. Han fik et fint personlig valg i 2009, men spørgsmålet er om det går lige så godt denne gang. Og spørgsmålet er også, hvem han i så fald tager stemmer fra. Et andet usikkert kort er tidligere folketingsmedlem Helle Sjelle, som er ret ukendt på Frederiksberg. Det er typisk, at de fleste kandidater får (relativt) flest personlige stemmer på det valgsted de selv stemmer på, hvilke tyder på en del ”nabo-stemmer”, og så er det en ulempe kun at have boet på Frederiksberg i kortere tid.

Og så er der Morten Jung, partihopperen fra de radikale, som tog imod et tilbud om at stille op på den konservative liste, da han blev vraget som spidskandidat af de radikale. Nogle partihoppere straffes af vælgerne, især dem der ”skifter blok”. På den anden side kan han få stemmer fra den gruppe, der godt nok stemmer på de radikale til folketingsvalg, men pga. borgmestereffekten stemmer konservativt på kommunalvalg. De kan måske se Morten Jung som en rollemodel.

Nu er der allerede nævnt 10 kandidater, men andre kan også blande sig. Sidst stod kampen om den yderste plads mellem Johnny Gehlsen og Fasael Rehman. Det kan ske igen og her har Rehman fordelen af (som nr. 10 på listen), at stå øverst i anden række på stemmesedlen. Men også Tina Gonzalez- Schelbeck og Malene Sandfeld, der begge tidligere har været valgt til kommunalbestyrelsen, kan blande sig, ligesom den tidligere redaktør på “Lokalavisen Frederiksberg” Michael Engelbrecht.

Kort sagt: det bliver sikkert et tæt felt og risikoen for at flere omtællinger bliver nødvendige er klart tilstede. Der er også rigt lejlighed for væddemål!

Kandidatlisten

1. Jørgen Glenthøj
2. Pernille Høxbro
3. Simon Aggesen
4. Flemming Brank
5. Helle Sjelle
6. Nikolaj Bøgh
7. Karsten Skawbo-Jensen
8. Stig Elling
9. Brian Holm
10. Fasael Rehman
11. Morten Jung
12. Michael Engelbrecht
13. Tina Gonzalez-Schelbeck
14. Johnny Gehlsen
15. Merete Hildebrandt
16. Sebastian Rønsdal
17. Alexandra Dessoy
18. Adam Arenbrandt
19. Vibeke Qvist
20. Henrik Kragelund
21. Malene Sandfeld
22. Kasper Carstensen
23. Maria Sadd
24. Per Bjørnsholm
25. Carina Høedt
26. Anders Kastoft